Vi ankom til lufthavnen omkring kl. 23. Vi fik hurtigt vores bagage og bevægede os mod udgangen for at finde en taxa der kunne køre os til vores ”hjem” i Ho Chi Minh. Vi skulle bo hos Karina og Jens Christian (Krumme). Begge to kender Michael nede fra fodbold. Krumme var dog på arbejde hele perioden vi var der, så ham så vi ikke. Vi havde aftalt med Karina, at hun var oppe og klar til at tage imod os når vi ankom. Vi kom i taxaen og fik forklaret chaufføren, hvor vi skulle hen af, men han vidste tydeligvis ikke hvor det var. Men efter at have spurgt lidt om vej mens vi kørte, fandt vi frem til det rigtige område, men at finde den præcise lokation var straks noget sværere. Vi ringede til Karina, MEN intet svar. Endelig fandt vi dog den rigtige adresse. Vi blev sat af uden for porten, og fik vækket vagten, som dog ikke ville lukke os ind og ikke kunne snakke engelsk. Vi ringede utallige gange til Karina men stadig intet svar.
Endelig fik Frederikke lov til at gå med ind og kigge ind i huset.
Hun kunne se ind i stuen, at Karina lå og sov på sofaen. Hun fik vækket Karina og vi fik lov at komme ind. Karina undskyldte, men det gjorde jo ingenting, bare endnu en lille sjov oplevelse i rejselivet :) . Vi fik vist et værelse i Karina og Krummes KÆMPE, LÆKRE hus. En god nats søvn og så var vi klar igen til at opleve lidt nyt.
Vi stod op og fik noget god dansk morgenmad, rugbrød med leverpostej, MUMS!
Vi stod op og fik noget god dansk morgenmad, rugbrød med leverpostej, MUMS!
Omkring middag lånte vi chaufføren ind til centrum, og gik lidt rundt i et par timer og fik bestilt en udflugt til en af de næste dage. Vi havde lidt travlt for vi skulle nå tilbage til kl. 14.
Vi skulle nemlig med over til den internationale skole, hvor 2 af Karina og Krummes drenge går. Der var international dag, hvor de fleste af de forskellige nationaliteter på skolen var repræsenteret i form af boder med mad. Vi fik nogle madkuponer så vi kunne smage 3 forskellige ting. Der var så meget spændende, at det slet ikke var til at vælge. Så vi gik rundt og kiggede på de mange boder, fik brugt et par kuponer, og var bare imponeret over de mange engagerede forældre, som virkelig brændte for at give børnene en super god dag. 
Karina viste os rundt på skolen og vi så klasselokalerne, hvor Tim og Jon (Karina og Krummes to yngste drenge) har deres dagligdag. Vi havde en rigtig god dag på skolen, hvor vi også mødte skolens maskot, og fik da også en lille souvenir med hjem, en vietnamesisk papir pynte ting. Vi spiste aftensmad sammen med Karina og Jon. Vi gik med Karina ud efter maden og fik en enkel drink før det var hjem i seng. 
Vi skulle tidligt op næste morgen og ind til centrum, vi skulle nemlig på tur til Cu Chi. Vi mødte op i god tid ved rejsebureauet og de viste os hen til opsamlingsstedet. Vi kørte i bus ud til Cu Chi, hvor vi først kunne se lidt på de forskellige våben der blev brugt under Vietnamkrigen både af amerikanerne og vietnameserne. Herefter gik vi ind i jungleområdet. Her så vi eksempler på indgange til tunnellerne, (der kommer en kort forklaring om Cu Chi lige om lidt), fælder, rum under jorden, redskaber m.m. Cu Chi er et jungleområde et lille stykke uden for Ho Chi Minh, på vejen mod Cambodia. Området brugte vietnameserne under Vietnamkrigen til at bekæmpe amerikanerne. Under området findes der over 200km tunneller.
De var dog bygget længe før Vietnamkrigen, men blev her udnyttet til fulde af vietnameserne. Tunnellerne er bygget i tre niveauer. Det første er i 3 meters dybde, det dybeste i 12 meters dybde. Viet Cong krigerne brugte tunnellerne både som gemmested, til opbevaring af mad og våben og sågar kampvogne, angreb, hospitaler, skoler m.v. og såmænd også som hjem for Viet Congerne og deres familie. Tunnellerne blev brugt først i krigene mod Frankrig, men er mere kendte og berygtede fra krigen mod det store USA. USA mistede mange mænd i forsøget på at bekæmpe Viet Congerne ude i junglen. 
Vi så en lang række af modbydelige fælder, som der fandtes ude i junglen. Nogle fælder var beregnet til at skade men ikke dræbe modstanderen, men blot sørge for at hans kammerater skulle komme ham til undsætning, før de så alle blev skudt ned at Viet Congerne. Fælder der ville give voldsomme skader på den, som faldt i dem. Turen var i virkelig autentiske omgivelser, da man konstant kunne høre skud et sted i junglen. På turen gennem junglen blev skudsalverne mere og mere tydelige. Halvvejs gennem turen kom vi til skydebanen. Her kunne man betale sig til at prøve at skyde med diverse våben. Der var ca. 15-20 forskellige våben man kunne prøve. Vi valgte at købe 10 skud til AK47. Så kunne vi prøve at sende 5 skud af sted hver. Det var fedt at prøve syntes vi begge, også Michael selv om han havde prøvet noget lignende i Thailand. 
Geværet var sat fast på en væg, så man fik ”desværre” ikke den fulde oplevelse af, hvordan det føles at stå med en AK47 og fyre skud af sted. 
Nu var det så tid til at komme ned og kravle i de små snævre tunneller. Vi trøster os med, at vietnameserne er utrolig små, for gangene var meget små, især når man tænker på, at dem vi var nede i var gjort størrere for turisternes skyld. Vi kravlede gennem den snævre tunnel, hvor der var opgange til overfladen for hver 20 meter, så der var flere muligheder for at komme op til den friske jungleluft, hvis man pludselig skulle finde det ubehageligt dernede. Vi kravlede 80 af de 100 meter, før vi kravlede de 3 meter op af en stige for at komme ud af de små gange. Vi kunne egentlig godt have fortsat det sidste stykke også, men en åndssvag guide kom bagved os og råbte "hurtigere, hurtigere", hvilket var pisse irriterende, så vi besluttede at gå op sammen med en pige fra vores gruppe. 
Vi sluttede Cu Chi turen af med at se 15 minutters film om området og om krigen. Herefter var det tilbage til bussen, og hjem mod Ho Chi Minh. Vi bad om at komme af ved krigsmuseet. Vi kom lige som de åbnede efter middagspausen. Her kunne vi se nogle af de mange
kampfly og kampvogne der blev
brugt under krigen. Disse var opstillet uden for museet. Indenfor var
der udstillet billeder fra krigen.
Det var en meget overvældende oplevelse at se de skræmmende billeder. De er meget svære at beskrive, da nogle af dem simpelthen var så frygtelige og fyldt med død og ødelæggelse, at det helt gav en klump i maven. Vi kunne slet ikke få os selv til at tage billeder af billederne. Man så amerikanske soldater, Viet Conger, både døde og levende, man så civile der var blevet skudt, såret eller ramt af diverse kemiskevåben. Der var billeder der viste de mange, som efter krigen er blevet født med svære handicap på grund af disse grusomme våben. 
Efter museumsbesøget gik vi rundt i byen. Vi fandt en fransk inspireret kage-cafe, hvor vi fik et stykke lækkert kage hver, mens vi slappede lidt af og nød udsigten over Ho Chi Minh’s centrum. Vi brugte deres wifi til at finde adressen på en restaurant vi havde læst om. Restauranten skulle have akvarier som borde, og skulle være en sjov oplevelse. Vi fandt adressen (troede vi) og begav os afsted. Der var kun 1,5km så vi valgte at gå. Da vi nåede frem til der, hvor restauranten burde ligge, var der ingen akvarierestaurant. Vi spurgte nogle lokale men ingen kendte restauranten. Vi fandt flere andre mulige adresser da vi søgte på nettet, så vi brugte de næste timer på at lede efter denne forsvundne restaurant, som ingen i byen åbenbart havde hørt om. Mens vi ledte fik vi set nogle af Ho Chi Minh's bygningsværker, blandt andet deres version af den kendte franske kirke "Notre Dame" fra Paris.
Vi gik og ledte i 3 timer, men fandt aldrig restauranten, og det lykkedes os i mellemtiden at glemme en pose med gaver på ”pizza hut”. Mens vi gik rundt i Ho Chi Minhs gader blev vi for første gang på vores tur overfaldet. Michael fik en bi lige i hovedet, og den stak ham lige under det ene øje. Frederikke fik pillet broden ud, men hævelsen var allerede ved at tage til. Vi fandt noget aftensmad på en grill-restaurant ”barbeque garden”. Her steger man selv sit kød på en lille grill, som tjenerne kommer og tænder for en. 
Efter maden måtte vi tilbage forbi ”pizza-hut” for at hente de glemte gaver. Det var meget svært at forklare hvad vi søgte, men til sidst fattede de da, hvad det handlede om og vi fik vores pose. Gudskelov! Vi sluttede aftenen af med en kæmpe isdessert, som Karina og Jon havde anbefalet os. Hold da op en kæmpe lækker sunday, med masser af chokolade :) Vi tog en taxa hjem til ”casa Karina”, hvor der var kommet nye gæster. Karina havde fået 3 veninder, og den ene venindes kæreste, hjemme fra DK på besøg. Vi hilste på de nye gæster og fortalte kort om vores dag, før vi meget trætte gik op i seng. 
De næste to dage gik med afslapning ved swimmingpoolen, som de jo selvfølgelig har omme bag huset. Mandag spiste vi på en af restauranterne der ligger lige i området, og som både er restaurant og bar. Tirsdag var det tid til at sige farvel til de luksuriøse omgivelser, og sætte kursen mod Cambodia. Efter afslapning dagen igennem, var det om aftenen tid til at komme ind til byen.
Vi fik en kæmpe madpakke med af Karina, fantastisk at have en ”reserve-mor” på sådan en tur. Vi tog ind til centrum med taxa og fik vores bagage opbevaret hos rejsebureauet, som vi skulle køre i bus med til Siem Reap. Vi gik ud i byen og fandt os noget aftensmad, og brugte lidt tid, da vi først skulle med bussen omkring midnat. Vi kom tilbage til bureauet og blev fulgt hen til opsamlingsstedet og fik udfyldt de nødvendige udrejsepapirer. Vi var blevet lovet en sovebus, men men men nej. Vi kom i en tæt pakket bus, UDEN liggesæder. Den bagerste del af bussen var proppet med papkasser og poser med forskellige varer og ting der skulle med til Cambodia. Vi kunne høre på de andre, at de også var blevet lovet en sovebus, så utilfredsheden bredte sig langsomt gennem bussen, men som altid når det er rygsækrejsende indordner man sig efter forholdene og de fleste fik da sovet nogle timer. Vi nåede frem til grænsen og skulle af flere omgange ud og ind af grænsekontrollerne. Ud af Vietnam og igen ind i Cambodia. Herefter var der pause ved en lille ”restaurant”, hvor man kunne købe morgenmad. Vi valgte dog at konsumere de store madpakker. Herefter skulle vi skifte bus. Klokken var nu ca. 8.00 og da vi trådte ind i vores nye bus fik vi så endelig vores sovebus! Vi kørte så lige hele formiddagen indtil middag i sovebussen. Vi var nu i Phnom Penh, hvor vi igen skulle skifte bus. Efter en times ventetid var det igen afsted med bus de sidste 6-7timers kørsel til den endelige destination Siem Reap.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar