Hoi An

Det havde været en meget lang nat, hvor vi vågnede utallige gange mens nattoget susede ned gennem Vietnam. Vores mål var Hoi An og vi regnede med at være der omkring kl. 10.30 om formiddagen. Det skulle vise sig at være forkert og vi måtte vente til omkring kl. 14, så det endte med at tage 15 timer, puha. Vi fandt en taxi ved banegården i Danang og satte derefter kursen mod Hoi An, som lå ca. 20 km derfra.

Lokal risbonde på arbejde i rismarken

Chaufføren lod som om, at han ikke viste hvor vores hotel lå og ringede til sin niece, som bor i byen. Da vi ankom til Hoi An holdt vi derfor ind til siden og samlede niecen op, så hun kunne vise vej. Hun havde sjovt nok lige en skrædderbutik og var meget interesseret i at lave noget tøj til os. Hun blev meget utilfreds, da vi pænt afviste at købe noget og hun synes vi var meget mærkelige at tage til Hoi An, når vi ikke havde tænkt os at købe noget. Da vi endelig fik igennem, at vi altså ikke ville købe noget skulle hun sjovt nok af og vores hotel lå næsten lige ved siden af. Men vi ankom til det rigtige hotel og Michaels kusine, Camilla, ventede på os i døren. Vi skulle bo på det samme hotel som hende og vi fik anvist et værelse. Derefter fandt vi noget at spise, da vi kun havde fået kiks de sidste 20 timer. Mens vi spiste, var der pludselig nogen der vinkede meget ivrigt til os. Det var et par vietnamesere, som vi havde mødt på vores sejltur ved Tam Coc – det var lidt sjovt. Et par gange i løbet af vores tur rundt i Vietnam mødte vi også en af de danske piger, som vi havde snakket med i bussen til Bangkok. Det er sjovt så lille verden er :) Resten af eftermiddagen nød vi bare på værelset. Da det blev aften gik vi selv ud for at finde et sted at spise og vi fandt en hyggelig lille restaurant.

Michael konsulterer packpackernes bibel

Næste dag havde vi besluttet os for at tage ud til Marmorbjergene og da der ikke var så langt (det ligger mellem Hoi An og Danang) ville vi leje en scooter og selv køre derud. Der var ellers mange arrangerede ture derud, men vores Lonely Planet havde en ret god beskrivelse af de forskellige grotter og bjergene så vi mente, at vi godt selv kunne tage derud. Vi lejede derfor en scooter i den lille kiosk ved siden af hotellet og begav os af sted sidst på formiddagen. Vejen derud var ret simpel, men det var lidt svært at finde et sted, hvor de solgte benzin, da Vietnameserne ikke alle er lige gode til engelsk. Især den ældre generation ryster blot på hovedet, når man spørger dem om noget, men efter lidt pegen på benzinmåleren lykkedes det os dog at gøres os forståelige.

Vi fandt frem til en dame, som solgte benzin fra sin scooter og vi bad om 5 liter benzin. Hun skyndte sig at spørge hvor vi skulle hen og sagde derefter, at vi behøvede præcis 3 liter for at nå frem og tilbage – ret flink dame, ret dårlig sælger :) Vi begav os nu ud ad hovedvejen, som ligger langs stranden. Turen derud tog små 30 min., hvor vi nød at se de små byer, hvor børn var på vej til skole og voksne var i gang med dagens arbejde. Mens vi kørte kom vi i snak med en dame på scooter, som boede lige for foden af bjergene og hun tilbød, at vi kunne følge efter hende. Det var jo sådan set ikke nødvendigt, da vi godt viste hvor vi skulle hen, men vi skulle samme vej og dermed var det lidt svært at undgå.

Denne grotte blev brugt til hospital under krigen mod USA

Da vi var fremme tilbød hun, at vi kunne parkere vores scooter foran hendes families marmorværksted. Dette var ganske gratis, hvis vi blot kiggede forbi butikken når vi kom ned fra bjergene. Vi købte billet til bjergene, dog via trapperne (man kunne betale ekstra for at tage elevatoren op til toppen) og begav os afsted. Godt bevæbnet med vores Lonely Planet kunne vi fint finde rundt til de forskellige grotter og udkigsposter. I gamle dage fik Vietnameserne deres marmor fra disse bjerge, men i dag er de fredede og de får i stedet deres marmor fra Kina. Bjergene består af en masse grotter, som bliver brugt til templer og derfor har en masse Buddhaer, da deres tro er meget inspireret af buddhismen. Den største grotte blev brugt til hospital under krigen og en anden af en flok kvindelige soldater, som skød en masse bombefly ned. Vi brugte et par timer med at vandre rundt og blive godt brune i den bagende sol.

Scooterbøllen :)

Da vi kom ned måtte vi pænt gå en tur ind i marmorbutikken og endte med at købe en lille souvenir, da hun med det samme viste os de små ting, som hun sagde, sagtens kunne være i vores rygsæk (udspekuleret dame). På vejen hjem fandt vi en restaurant på stranden, hvor vi fik en sandwich mens vi nød lyden af bølgerne. Vi kørte hjem og afleverede scooteren, som vi ikke skulle betale fuldt beløb for da vi ikke havde brugt den en hel dag. I stedet lejede vi to cykler og cyklede tilbage til stranden, hvor vi nød den sene eftermiddagssol mens vi fik en lur. Da det blev aften fulgtes vi med Camilla og hendes veninder ind til den gamle bydel, hvor de kendte et godt gadekøkken. Her fik vi øl til 1 kr. og et lækkert måltid, som var tilsvarende billigt. Vietnamesisk mad smager godt, men det er noget mere kedeligt end det thailandske køkken, som er meget krydret og stærkt både med hensyn til smagen og farverne.

Udsigten fra restauranten

Næste dag brugte vi formiddagen på hotellet, hvor vi nød poolen og solen. Vi havde aftalt at mødes med Camilla omkring middag, hvor hun kom tilbage fra skole og hentede os. Vi cyklede med hende og nogle af de andre ned til deres studiecenter, som ligger nede ved stranden. Det var en halvlang cykeltur og det var bagende varmt. De havde gratis frokost i deres studiecenter hver dag, så vi satte vores ting og gik selv hen langs stranden for at finde noget frokost. Vi tog det første og bedste sted vi stødte på. Her fik vi anvist et bord, hvor begge stole vendte ud mod vandet. Det var en meget lækker udsigt og en dejlig måde at spise frokost på. Da vi var færdige gik vi den lange vej tilbage til deres studiecenter, hvor de alle lå på stranden og ”læste lektier”.

Vi smed os i sandet lidt fra dem for ikke at forstyrre dem. Det må være en fed måde at studere på, men man skal vist også være ret standhaftig for at få noget som helst lavet. Efter et par timers middagslur cyklede vi tilbage til hotellet og gik senere med Camilla ned til den gamle bydel, hvor vi gik på en lidt dyrere restaurant. Det var et hyggeligt sted, hvor vi kunne sidde på en åben terrasse og nyde maden under en masse lysende lanterner.

 Nu nærmede det sig jo, at vi skulle videre mod Ho Chi Minh og Cambodja, så vi besluttede at bruge næste formiddag med næsen i bøgerne og til at få opdateret vores blog. Vi havde også bestilt en tur til My Son dagen efter, hvilket vi lige kunne nå da vi først skulle flyve om aftenen. Så vi fik også sat os lidt ind i My Sons historie. Vi begyndte at mærke sulten komme snigende, så vi begav os ned mod den gamle bydel og fik en gang traditionel vietnamesisk frokost bestående af nudler, svinekød og croutoner lavet af bagte nudler. En meget simpel og billig ret, men også rigtig lækker. Vi fik handlet souvenirs og Frederikke fik taget mål til en kjole, som skulle være færdig kl.

20 samme aften. Da vi var på vej tilbage til hotellet, for at mødes med Camilla, kom vi til det sted hvor vejen deler sig i to. Vi besluttede at gå den anden vej end vi plejede og lige da vi drejede om hjørnet så vi et par kendte ansigter. Det var det argentinske par, som vi havde mødt på vores tur i Halong bugten. Det var ret sjovt at løbe ind i dem her, da vi ikke vidste de også skulle til Hoi An. De havde ventet næsten 2 timer i Halong by før der kom en bus og hentede dem. De havde været et par stykker til
bage og de var blevet ”glemt”/forsøgt sparet i transporten af rejseselskaberne. Men de kom da tilbage til Hanoi til sidst og havde derefter haft et par dage i en anden by. Deres næste stop var også Ho Chi Minh så det viser bare, at alle har de samme rejsemål og at rejsetipsene deles ivrigt blandt de rejsende.

Den gamle bydel

Vi slapper af og hygger os

Vi kom tilbage til hotellet og mødtes med Camilla. Vi gik med hende hen til et godt spasted, hvor pigerne fik manicure og pedicure, mens Michael fik massage. Omkring kl. 20 sluttede vi os til nogle af de andre piger og gik med dem hen til et gadekøkken, hvor vi fik aftensmad. Vi fik nudler med rejer, det var smadder lækkert og kostede stort set ingenting. Det er lidt underligt, at det ofte er det billigste mad som smager bedst. Det er i øvrigt dejligt, at man i de fleste lande i Asien sagtens kan spise mad fra deres gadekøkkener uden at blive syg. Er der lokale til stede er det som regel en god indikator på, at maden og stedet er ok. Da vi havde spist gik vi tilbage mod den gamle bydel og fik en is, hvorefter vi hentede Frederikkes kjole. Den passede på en prik og så ud præcis som den skulle. De havde formået at lave den på små 8 timer og til en pris på 28 dollars (ca. 170 kr.). Hoi An er kendt for at have de bedste skræddere i hele Vietnam og de skulle sågar være bedre og hurtigere end dem i Thailand. Det ses også tydeligt, da en stor del af byens indtægt kommer fra de godt 500 skræddere som ligger placeret side om side. Da vi kom tilbage på hotellet fik vi pakket vores tasker, da vi skulle tjekke ud næste morgen.

Kort over My Son området

Fredag morgen tjekkede vi ud lidt over 7 og fik lov at stille vores tasker ind på kontoret hos de flinke ansatte. Vi nød den lækre morgenbuffet en sidste gang og fik sagt farvel til Camilla. Hun skulle på udflugt med sit studie og vi fik hende derfor ikke at se igen inden vi rejste. Vi gik derefter ud i forhallen for at vente på bussen, som skulle hente os.  Kl. 08 blev vi hentet af en guide, som viste os ud i en bus, hvor vi selvfølgelig igen skulle samle folk op. Vi blev sat af et sted i byen for at vente, igen uden rigtig at få svar på hvad vi ventede på. Efter noget tid kom en anden bus og vi var endelig på vej mod dagens destination, My Son. Vi blev selvfølgelig sat af ved det obligatoriske souvenirsted inden vi kørte videre.

Guiden lavede sjove quizzer og Michael var ret god til dem

Da vi ankom til My Son viste vores guide os lidt rundt og fortalte om nogle af områderne. Det var en god guide, som talte fint engelsk. Da han var færdig fik vi omkring 1 time til at gå rundt til de andre områder på egen hånd. My Son området er det der er tilbage af den tidligere politiske og religiøse hovedstad i Khemer kongeriet. Det ligger lidt afsides ved foden af en bjergkæde og består primært af templer, som er inspireret af hinduismen. Området er et par hundrede år ældre end det mere kendte Angkor område i Cambodja, som vores veje også kommer til at krydse. Vi havde læst, at det er en god idé at se My Son før Angkor for så undgår man at blive skuffet over My Son, som er noget mindre.

Det er for sin vis rigtigt, men det gør ikke stedet mindre interessant. Det var dog ærgerligt, at vi ikke havde mere tid til at gå rundt til de forskellige områder, da der var nogle vi ikke kunne nå. Men det var åbenbart heller ikke meningen, at vi skulle nå det for der var ikke afsat tid til det. Da tiden var ved at være gået begav vi os tilbage mod bussen, igennem det der engang havde været jungle. Det er ret ærgerligt, at stedet er blevet så ”kommercielt” og junglen næsten ryddet i det område. Men vi kom hen til bussen og afsted mod Hoi An. Da vi var nået lidt mere end halvvejs, stoppede bussen og vi fik her lov til at tage en båd tilbage, hvis vi havde lyst. Det havde vi selvfølgelig, da det gav os en mulighed for at se området på en anden måde. Da vi kom ombord på båden fik vi serveret frokost og guess what? Frokosten bestod sjovt nok af det samme som på de forrige udflugter, surprice, surprice. I Vietnam er de vilde med at dyppe tofu i fiskesovs, men da det ligesom afgiver en grum smag til resten af maden har vi erfaret, at det ikke lige er vores livret. Derfor var det begrænset, hvor meget frokost vi fik. Men uanset hvad var det en fin lille tur og vi blev meget glade da vi lagde til kaj ved en lille landsby for at få en rundtur. ”Fedt” tænkte vi selvfølgelig, men snydt igen! Vi skulle da bare på besøg i endnu en souvenir butik, hvor vores guide kendte ejeren...

Færge fragter lokale over floden

Efter en god tids venten blev vi sat i land i Hoi An med anvisning om selv at finde hjem, da ingen af os åbenbart havde betalt for at blive sat af ved hotellet – det troede vi dog alle, at vi havde, så nogle var klart mere tilfredse end andre. Vi har lært, at det ikke nytter noget at brokke sig, for guiderne kan sjældent gøre noget ved det alligevel. Vi begav os derfor bare hjemad på gåben og konsulterede vores gps, hvis vi blev i tvivl. Vi kom tilbage til hotellet og gav os til at vente ved poolen, hvor vi læse lidt mere i vores bøger. Bagefter smuttede vi over vejen for at få lidt aftensmad og her var der gensyn med en gammel kending, indisk mad – men det smagte fantastisk som det plejer (vi kan godt lide nogle ting ved Indien). Vi smuttede tilbage til hotellet og gav os til at vente lidt mere, men endelig blev det tid til at tage af sted. Vi blev hentet i taxi og kørt til Danang lufthavn, hvor vi skulle med fly til Ho Chi Minh omkring kl. 22. Vi kunne nu godt have brugt et par dage mere i Hoi An, som mindede os lidt om Ao Nang i Thailand :)