Kilimanjaro

Dag 1

Vores Kilimanjaro trek startede allerede dagen før den egentlige tur begyndte. Vi skulle briefes om bjerget og turen derop, samt tildeles en guide. Manden, som stod for den generelle briefing, var en ældre herre, som ind i mellem var lidt svær at forstå. Men da han hørte at vi havde været i Kenya og besøgt Karen Blixens farm, lyste han op og fortalte stolt, at han havde været med i filmen ”Mit Afrika”, hvor han havde spillet en mindre rolle, som en afrikansk dreng.
Vi blev briefet om bjerget og turen sammen med en 8-10 andre, men kun en af de andre (en dame fra Schweiz) skulle gå den samme rute som os. Vi havde valgt Marangu ruten, også kaldet Coca-Cola ruten. Hvorfor den kaldes det kommer vi tilbage til lige om lidt. Den gamle ”moviestar” fortalte om bjerget, og om at man kunne få det meget eftertragtede guld-certifikat, HVIS man nåede toppen. Der var også et rødt og et blåt trøstecertifikat, hvis man nåede et af de lidt lavere liggende punkter på bjerget. Efter den korte intro blev vi og vores schweiziske rute-ven ”forvist” til hotellets ”garden-bar”, hvor vi skulle møde vores guide. Vi sad først sammen med en guide, som hedder Said, som den schweiziske dame kendte, da hun to dage før var kommet tilbage fra Mount Meru, som hun da lige havde besteget, og som ligger tæt ved, men dog er noget lavere. Said havde været hendes guide på den tur, og skulle være det igen på Kilimanjaro, selv om hun brokkede sig lidt over, at han gik alt for stærkt. Vi blev igen ”forvist” til et andet bor, hvor vi skulle mødes med vores guide, som også hedder Said J, bare lige for at gøre forvirringen total. Said begyndte at fortælle, og da han pludselig nævnte at vi skulle sove i hytter, kiggede vi to undrende på hinanden og blev nødt til at stoppe ham. Vi var overbeviste om at vi skulle sove i telte, så vi skulle da lige høre, hvad de der hytter var for noget. Det viste sig dog at vores rute kaldes Coca-Cola ruten, fordi sovefaciliteterne, og de sanitære forhold, er lidt mere luksus end på de andre ruter. Vi blev konfirmeret i at vores udstyr var tilstrækkelig, selv om vi hverken havde vandrestave, solbriller, pandelamper, vinterhandsker eller regnbukser. Vi skulle blot leje vinterbukser og vinterjakker, som vi havde planlagt det hjemmefra. Vi brugte aftenen på at pakke så minimalt som muligt (vi medbragte ca. halv vægt (7-8kg) af hvad alle andre havde med(14-16kg), så vi frygtede lidt at vi manglede noget). Vi havde bærere til at transportere vores store tasker med tøj osv. Vi skulle kun bære vores små rygsække selv, med vand og hvad vi nu måtte have brug for mens vi gik, solcreme, regnjakker, druesukker og ikke mindst 3 liter vand hver. Vi var nu klar til at begive os af sted.

Turen startede for alvor næste morgen, hvor bussen kørte mod bjerget, og startstedet Marangu. Vi havde ladet alt af værdi ligge på hotellet i deres saftyboks, så ingen penge på nær 80kr., intet pas, ur, kun vores mobiler så vi kunne holde dem derhjemme underrettet når vi ellers havde net. Allerede ved gaten kom vores første problem. Vi skulle her udfylde de samme informationer, som vi dagen før havde udfyldt på to forskellige papirer på hoteller, herunder vores pasnummer! Alt hernede kræver at man udfylder papirer og de skal skrives under og sendes videre og man skal igen skrive oplysninger og underskrifter igen og igen. En meget langsommelig proces, men vi er ved at vænne os til det. Nå, men vi havde jo ikke vores pas med så vi kunne ikke udfylde papirerne tilstrækkeligt, men efter en kort snak med damen bag skranken og en dame fra hotellet, fik vi lov at fortsætte alligevel. 1. ”Hurdle” klaret. Der gik dog ikke mange sekunder før ”hurdle” nummer 2 dukkede op. En mand, som lignede en parkbetjent, kom hen til Frederikke, og spurgte om hun havde vandrestave. Han fik friskt et nej tilbage. Det brød han sig ikke rigtig om. Han insisterede på at man ikke kunne bestige Kilimanjaro uden, og at man faktisk ikke måtte begive sig ind i parken uden vandrestave, men han ville lige skaffe os nogen det kostede kun 40.000Tz pr. par (160kr.), men det havde vi jo ikke med, men så kunne vi betale halvdelen nu og halvdelen når vi kom ned. Det kunne vi jo stadig ikke og Frederikke blev mere og mere forvirret, om vi virkelig skulle have stave med, eller hvordan det fungerede. Michael kom tilbage fra et kort toilet besøg og manden forsvandt hurtigt efter, da vi sagde til ham, at vi lige ville forhøre os hos vores guide. Han sagde vi kun skulle bruge dem, hvis vi syntes, det var hverken et krav eller livsnødvendigt, han havde ingen selv.

Vi gik gennem indgangen til ruten og fik taget det obligatoriske start billede. Bjerget er delt i 5 zoner. Den første er den nederste, som vi passerede i bus, og hvor der dyrkes afgrøder. Zone 2 er regnskov, og det var denne zone vi skulle passere på den første dags vandring. Vores guide forklarede om de forskellige zoner og om planter og dyr på bjerget osv. Det var vældig spændende men vi fik ikke det hele med, da vi allerede her bare var fokuseret på at gå, og ikke for hurtigt! Vi har jo fået tudet ørerne fulde om, at skal man nå toppen må man gå ”pole pole” (langsom). Vejen var fyldt med sten og rødder, som dannede høje trin, som kan være ret svære at passere for små ben. Heldigvis havde vores guide lige så korte ben, og kunne derfor lede os godt op af de mange trin. Vores frokostpause blev holdt på et picnicsted på halvvejen. Her var vi igen i infight med de lokale fugle, da en stor ravne-agtig fugl stjal Michaels kage ud af hans madkasse, selv om han ellers var hurtig til at smække låget i, men den snu fugl nåede alligevel at stjæle sig lidt mad. Vi nåede frem til første lejr, Mandara Hut, efter 5 timers gang ca. 9,7 km tilbagelagt og 200 højdemeter forceret. Lejren ved Mandara Hut bestod af en masse ens hytter, hver i sær med 4 sovepladser. Der var en store fælles spisehytter, hvor vores ”tjener” dækkede op med dug, serverede først the og popcorn og lidt senere aftensmad, og hvad der ellers hørte med.  Udover, at man intet skulle lave selv, føltes det lidt, som at være på spejderlejer (siger Frederikke). Da vi ankom til lejren, skulle vi lige gå lidt endnu for at se et krater. Dette var mest for at vænne os til højden, og for bedre at kunne sove om natten (når vi nu gik lidt ned igen, til hytterne). Vi delte hytte med damen fra Schweitz, og vi gik alle tidligt i seng, dog uden at få sovet særlig meget. Guiden sagde, at vi skulle være godt tilfredse, hvis vi bare fik sovet 50% af natten. 

Dag 2

Vi blev vækket tidligt om morgenen med the på sengen, og lidt senere kom der fade med varmt vand, så vi kunne friske os lidt op efter en hård og kold nat i hytten. Efter morgenmaden begav vi os igen af sted, og vi forlod hurtigt den lavt liggende regnskov, og kom op i en mere sparsom bevoksning. Denne dag gik meget bedre end den foregående, da vi havde sat tempoet yderligere ned for at undgå en gentagelse af gårsdagens hovedpine. Vi slentrede af sted hele dagen, og ankom omkring kl.16. til lejren Hurombo Hut, som var stort set identisk med forrige lejer. Vi fik igen serveret the og popcorn og havde resten af dagen fri til at gøre hvad vi havde lyst til = sove. Vi var blevet advaret mod manglende appetit, og det begyndte så småt at komme krybende hos nogle af os (Michael spiste selvfølgelig med stor appetit alligevel, som guiden havde rådet os til). Endnu engang gik vi direkte i seng efter aftensmaden.

Dag 3

Denne dag skulle bruges til akklimatisering og vi havde i dagens anledning fået lov til at sove helt til kl.8! Vi skulle på en mindre vandretur op til Zebra Rocks, og ned igen. Vi var så heldige at sikre os en længere tur, da vi spurgte hvorfor nogle andre fortsatte længere op. Dagens udflugt var hermed forlænget 1,5 t. Det var en dag, som var krydret meget sparsomt med oplevelser, og endnu engang gik vi tidligt i seng. Selvom det tyske par, som vi delte hytte med, da lige syntes det var det bedste tidspunkt at pakke tasker på, selvom de havde haft hele dagen til det.

Dag 4

Nu var det slut med afslapning, og vi startede tidligt efter de sædvanlige morgenritualer med ”bed-the”, vand osv. Dagens mål var Kibo hut, som lå i 4700m. højde. Vi havde dejligt vejr det første af turen og humøret var højt, lige indtil sol blev afløst af vind, tåge og regn. Vi sprang frokosten over for at undgå regnen, og spiste i stedet lidt på vejen. Vi var en smule modløse og trætte da vi sidst på eftermiddagen ankom til lejren. Vi fik the og popcorn, sov lidt og indtog en sparsom portion aftensmad, da vi var for trætte til at spise. Vi fik af vide, at damen fra Schweiz var fortsat direkte op til toppen efter kun 15 min. pause. Hendes guide mente det var bedst, da vejret var dejligt – vi andre mente de måtte være skøre. Vi gik i seng ved 6 tiden, og vågende omkring kl.8 ved, at nogen kom ind i rummet (vi sov 8 i samme rum). Vi så til vores store skræk, at det var damen og hendes guide, som var helt dækkede af sne og regn. De lignede virkelig meget nogle der havde været med i et afsnit af ”Livsfarlig fangst” på Discovery, og vi gemte os godt ned i soveposerne. Vi fik ikke meget søvn efter det, og kl. 22.30 måtte vi stå op til popcorn og the. Rystende af kulde overvejede vi om vi skulle blive liggende i poserne i stedet, men vi blev hurtigt bedt om at tage noget overtøj på og komme af sted.

Dag 5

Dag 5 startede lidt før midnat. Så snart vi stak hovederne ud af døren, blev vi mødt af en iskold vind samt sne, som føg ind i gangen. Kl. 23.30 bevægede vi os op af bjerget, med de sædvanlige små skridt, og med den overbevisning at samtlige teams, startende i en lind strøm efter os, ville vade forbi os på vej mod målet. Vi bevægede os frem i vores rolige tempo, og blev da også forholdsvis tidligt overhalet af to andre grupper. Da vi havde gået i ca. 20 min. skiftede sneen til regn, og vi var hurtigt pladdervåde. Regnen valgte dog at skifte tilbage til sne og alt frøs til is. Jakker, huer, bukser, tasker og des lige. Vi beholdt hænderne trukket godt op i ærmet så vores tynde løbehandsker ikke skulle lide den kolde skæbne at fryse til. Da vi havde gået LÆNGE, sagde Said pludselig ”Now we are at 5000 meter, keep going!” WHAT! Vi havde bevæget os 3-400 meter op og manglede stadig 985 højdemeter. Vi var endnu en gang tæt på at give op og gå tilbage til soveposerne. Vi kæmpede os videre op af skråningen i zig-zag, antallet af hårnålesving ville få Alpe D´Huez til at ligne Koldingvej i Vejle. Op, op, op, det ene skridt tog det andet, og da Frederikke endelig samlede mod til sig og spurgte om der var langt endnu fik hun et meget nedslående svar ” Yes very far, 5 hours”. Frederikke hørte heldigvis ikke tidsangivelsen, ellers havde vi nok været på vej ned! Vores vej op blev mere og mere stejl og mere og mere besværlig (det er forresten ikke sjovt at tisse midt i ingenting i sådan et vejr, hverken for drenge eller piger). Det sidste stykke op mod Gilmans point måtte klares hen over sten og klipper beklædt med sne, og små ben måtte hjælpes af guidens hånd samt et let skub i ryggen. Pauserne blev hyppigere, men isen på taskerne gjorde det mere og mere besværligt at komme ned til vores vanddunke, som var pakket ind i vores sure vandresokker så det ikke frøs til. Lugten af sure tæer var dog lige meget når kroppen skulle bruge vand! Vi havde for resten indhentet det ene af de hold, som tidligere havde passeret os. Vi nåede til Gilman’s point netop som himlen begyndte at blive rød hen over de snefyldte skyer, som vi nu befandt os over. Udsigten var fantastisk! Indtil vi vendte os om og kunne se over til Uhuro point (det højeste punkt på bjerget og i Afrika) der var mega langt! Vi havde fået fortalt at det sidste stykke ikke var så svært efter Gilman’s point, (vi er ikke helt enige) den første halvdel af vejen var mellem klipper, overklipper, lidt op og lidt ned, samt rundt om klippeudspring. Da vi endelig nåede frem til Stella point (det næsthøjeste punkt) var kræfterne sluppet op og det samme var modet og lysten til at fortsætte. Vi havde jo set skiltet oppe på toppen og vores kamera kunne nok zoome så det så stort ud, MEN det ville jo også være dumt at gå så langt uden at gå det sidste stykke, som var på 300-400 meter. Dette tog dog næsten en time! Luften var tynd hvilket krævede mange pustepauser, og vi mødte flere som kom glade og smilende nedad og råbte ”tillykke i klarer det”, ”i er der næsten” og den slags. Havde vi haft lidt flere kræfter havde vi bedt dem klappe i! Men det var der ikke kræfter til. Vi var helt færdige da vi endelig nåede toppen og fik taget billederne, som bevis på vores store bedrift J.

Vi snakkede kort om hvordan vi dog skulle komme ned igen for benene mente vi ikke kunne bære mange skridt endnu. Vi begav os hurtigt ned, da for lang tid i denne højde, 5985 meter, kan give højdesyge. Da først næsen var vendt nedad kom kræfterne dog tilbage og vi følte os 50kg lettere! Udsigten var også her fantastisk til alle sider. Den kunne vi nyde mens vi vandrede ned og nu var vi de irriterende, som kom med tilråb til de andre som var på vej op. Vi mødte et par af grupperne fra vores rute, som virkede til at være ca. lige så afkræftede som os. Vi havde nået toppen som det 2. Team fra Kibo Hut, og vi var ret stolte og overraskede over at vi havde klaret det så hurtigt. Da vi nåede tilbage til Gilmans point mødte vi nogle af vores ”venner” Australieren John og Frank fra Canada. Vi fik en kop the af dem før turen ned af den stejle skråning skulle forceres. John fortsatte op og nåede toppen et par timer senere, mens Frank (hvis erklærede mål først på turen var at nå Uhuro point uanset hvor lang tid det skulle tage) måtte vende næsen nedad, uden ret mange kræfter tilbage, dog stadig meget stolt af at være nået til Gilman’s point (men svimmel og usikker på benene, måtte han hjælpes ned ad skråningen og blev kørt på en ”båre” ned til Horombo Hut). Vejen ned blev mere direkte end vejen op og det tog da heller ikke mere end en times tid at komme ned. Tænk at det havde taget 6,5 timer at gå op! Vi beklagede os stadig lidt over den hårde tur, og vores guide sagde, at den sidste del op af skrænten, som vi havde gået om natten faktisk er hårdere end den tilsvarende for mange af de andre ruter, (deriblandt whisky ruten, Morten!). Han sagde desuden, at han sjældent havde gået op i sådan et ”crazy weather”. Ja tak for kaffe! Men vi kom endelig tilbage til Kibo Hut kl. 10.30, hvor vi fik lov at hvile os i halvanden time før turen gik yderligere 9 km ned til Horombo hut, hvor vi skulle overnatte.

Dag 6

Dagsordnen var kort og godt, at vi skulle ned. Vi havde først en 3,5 timers tur, fra Horombo hut, ned til Mandara hut, hvor vi skulle spise frokost. Vi fik her kastet frokosten i hovedet og sagt farvel til de mange nye venner, som blev foreviget med billeder i stor stil. Vores schweiziske ven var begyndt sidste etape ned igennem regnskoven, mens vi sagde farvel til John fra Australien, Frank fra Canada og Shy og Rizz fra Australien. Vi gik hurtigt i gang med sidste del af turen ned gennem regnskoven med de mange trin, fra rødder og sten.

Turen var flot, men også lidt besværlig, da høje trin og små ben igen ikke går så godt i spænd, men ned kom vi og fik taget de sidste billeder, før vi trætte og stolte kunne sætte sig os ind i bussen, som skulle fragte os tilbage til hotellet. Da vi efter lidt besvær havde betalt drikkepenge til guiderne, tog vi os en velfortjent Kilimanjaro øl! We killed the Kil, and then we drank it!

Safari

Dag 1

Vi skulle være klar mellem 8.00 og 8.30 ved receptionen og havde derfor pakket aftenen før, for at morgenen ikke skulle blive for hektisk. Under vores safari-briefing blev vi informeret om, at vi var blevet opgraderet fra at skulle bo i telte på Serengeti til at skulle bo i lodges, på grund af vejret, som kan være lidt ustadigt på denne tid af året.  Dette ville de kun gøre hvis det var okay med os selvfølgelig! Det var jo svært at sige nej til når det nu var uden ekstra omkostninger for os, men gav os mulighed for en rigtig seng og et bad+toilet. Vi kørte kl.9 ca. med første destination Lake Manyara, men vejen var lang og i svingende stand, samt afbrudt af mange store vejbump. Vi kørte gennem Arusha, som er områdets største by. Den er temmelig stor og meget rodet, og præget af kaos. Da vi havde kørt i ca. 3 timer, drejede vores ”driver/guide” pludselig ind gennem en port og vi troede at vi var fremme! MEN MEN MEN, dette var vores frokost stop! Dette holdt vi foran en butik der havde alskens afrikanske figurer lavet i træ. Efter en hurtig frokost fortsatte vi i yderligere 2 timer før vi var fremme ved Lake Manyara. Da vi kørte ind i Lake Manyara National Park, var det fantastisk flot. Masaierne kaldte oprindeligt stedet for Emanyara, efter en vandplante, som de brugte til at kurere malaria, og det virkede efter sigende. Men tyskerne fattede ikke en brik masai og kaldte stedet Lake Manyara. Starten af turen var præget af en masse abeflokke. Især blue monkeys, black faced monkeys og bavianer i tusindvis.

Vi var heldige at vores driver, Oscar, spottede en stor elefant, som var godt gemt inde mellem træer og buske, da den forsvandt og Oscar ville sætte i gang igen så vi at der var endnu en af disse kæmper. De var rigtig svære at få øje på selv om de blot var ca. 30-40 meter væk, men vi så heldigvis en stor flot en senere, som poserede med de store imponerende stødtænder 10meter fra den åbne toyota – landcruiser, eller hvad den nu hed J. Vi så flere forskellige antiloper og gazeller, samt vildsvin i lange lange baner, en stor flok giraffer, flodheste på betragtelig afstand, bøfler, strudse, to slags næsehornsfugle, traner og ørne. Det vrimlede desuden med zebraer og gnuer og flamingoer så vi i det fjerne i tusindvis. Jeepen susede af sted og selv om vi stod med hovedet ud af det åbne tag, havde vi begge følelsen af at vi kørte rundt i en (meget) forstørret udgave af Givskud zoo.

Vi var alligevel godt tilfredse med dagens mange gode ”shots” af diverse dyr, og nød de mange børns undrende blikke, vink og tilråb på vej til hotellet, hvor vores første overnatning skulle foregå. En del af de mange mennesker ved vejen var masaier, ægte masaier! Man taler om dem og afbilleder dem, som om de næsten er et uddødt folkefærd, et sagnfolk som var en gang. Men de lever i bedste velgående i dette område. Vi så en gruppe drenge som var malet helt sorte (ja de er meget mørke i forvejen, men de var malet KULSORTE), og i ansigtet var de malet hvide så det nærmest lignede skelet hoveder, det så lidt uhyggeligt ud, så vi var nødt til at spørge hvad det betød. Oscar forklarede at det var fordi en af drengene i stammen var blevet omskåret, og det skal da fejres, så derfor var de stadset ud på denne måde, de skulle herved være klar til at blive indviet i de ældres viden og burde derfor sidde hjemme i landsbyen og lære! Hotellet lå bagerst i en masai landsby hvor vi aldrig havde gættet at der lå et hotel, på vej dertil frygtede vi at skulle bo i et skur. Men det var et stort og prægtigt hotel med en fantastisk udsigt! Vi fik Zebra værelset med to kæmpe senge, DEJLIGT!

Dag 2

Vi havde sovet dejligt kun afbrudt af et voldsomt uvejr, som kort vækkede os. Vi skulle tidligt af sted for at få så meget tid i Ngorongoro krateret så muligt. Vi satte os godt tilredte og forventede en lang køretur, men efter 30 minutter var vi fremme ved Ngorongoro conservation area. Stedet har masaierne opkaldt efter køernes klokke, så har larmet op og ned af kratersiderne ”goron-goron-goron” men igen misforstod tyskerne masaisproget og kaldte stedet Ngorongoro. Masaierne er det eneste folk, må bo i området da det er mod deres tro at jage, fange og dræbe de vilde dyr, hvilket forklarer deres store flokke af kvæg og æsler. Det er også derfor, at området ikke er et natur reservat, men et bevaringsområde. Det første stykke vej op mod kraterkanten var dækket af regnskov. Vi kom op til et udkigspunkt hvor man kunne se det kæmpe store krater med morgensolen tittende over kraterkanten, det var enormt smukt at se ned på den store sø og de åbne græsgange, vi forventede lidt at kunne se dyrene derfra men afstanden var for stor, men udsigten var ubeskrivelig. Det var rigtig flot at kigge ud over krateret på den ene side, og regnskoven på den anden, mens solen rejste sig på himmelen.

Der var 2 andre, mindre, kratere, som vi passerede og hvor masaierne holdt til, på vej mod nedkørslen til vores 2. Safari. Da vi endelig kom ned i krateret var det et fantastisk syn, det var kæmpe stort! Over alt hvor vi så hen vrimlede det med zebraer, antiloper, gazeller, gnuer og kæmpe vandbøfler.

Den store sø var besat af flamingoer, både lyserøde og hvide. Vi så ret hurtigt et næsehorn, dog på meget lang afstand, lidt senere drønede Oscar af sted for det lød over radioen at der var 3 næsehorn et sted i parken og han ville være sikker på at vi så dem ordentligt. Det gik så stærkt at han overså en kæmpe vandpyt, hvilket resulterede i at Frederikke fik en ordentlig skylle muddervand over sig gennem det åbne soltag, Oscar undskyldte mange mange gange, men da vi selv var færdige af grin kunne han heller ikke holde masken.

Vi fortsatte, for vi skulle jo se de sjældne dyr. Det var sorte næsehorn og den ene havde en unge. Vi måtte skue et stykke ud på sletten for at se de store tunge dyr. Vi brugte nogle minutter der før vi kørte videre, vi skulle jo se hvad vi ellers kunne finde i krateret. Vi så sortryggede sjakaler og plettede hyæner i massevis, som gerne lå midt på vejen eller i en lille vandpyt og solede sig.

Der var masser af vildsvin og flodheste, og en enkelt gepard som vi lige kunne ane toppen af. Vi mødte en lille flok løver, tre hanner og en hun. De fleste af dyrene i krateret migrerer ikke, men flytter blot fra et sted i krateret til at andet. Efter en lang morgen og formiddag i krateret kørte vi op til et picnic sted, som lå oppe på kraterkanten. Vi var blevet advaret mod at fuglene kunne være ret aggressive i deres jagt på turisternes frokost. Der kom også ret hurtigt et angreb fra en høg som havde udset sig to hollandske damers salami. Vi morede os lidt og var vidne til endnu et angreb i form af et lodret dyk, som fuglen dog afbrød lige over hovedet på damerne og deres guide. Vi stod ret tæt på hinanden og bilen og spiste vores stykke kylling da noget kom susende ned mellem os, bagfra. Det var en høg som forsøgte at stjæle Frederikkes stykke kylling. Den fik slået hende i brystet med den ene vinge og den kom tæt forbi Michaels øre. Både høgen og Frederikke blev vidst lidt overrasket, Frederikke over bagholdsangrebet og høgen over Frederikkes imponerende tag i frokostens højdepunkt. Kyllingestykket røg på jorden og begge måtte se skuffede til mens en marabustork, som havde spankuleret tættere og tættere på, i tre elegante skridt var henne og sluge det eftertragtede stykke mad. Eftermiddagen startede med en god køretur fyldt med dyr og masaier på vej mod Serengetis sletter. Ved overgangen mellem de to områder, Ngorongoro preservation area og Serengeti National Park stod en flok masai drenge. Masaierne krydser aldrig grænsen men holder sig troeligt i deres tildelte område. Der er et langt stykke mellem overgangen og den egentlige nationalpark. På dette stykke så vi som noget af det første en gepard, som netop havde nedlagt en gazelle. Den havde endnu ikke lagt sig ned for at æde men stod halvt bøjet over byttet og trak efter vejret.

Vi kørte rundt i Serengeti det meste af eftermiddagen. Der var mange gengangere fra de to andre parker, så det var ikke længere nødvendigt at stoppe for gnuer og zebraer og de andre planteædere, nu gjaldt det i højere grad de jagende dyr. Vi så et par elefanter, alle tre slags sjakaler, en serval kat (som er ret sjælden) og pludselig tog fanden igen ved Oscar, som næsten rejste sig op på speederen. Vi ankom som den 3. bil til et festmåltid uden lige. 20 løver mæskede sig i et stort stykke dyr, Oscar mente det var en flodhest. De voksne løver lå med tykke maver og kiggede på, eller sov, mens de yngre løver fik lov at spise sig mætte i det store bytte. De var utroligt tæt på. 1,5 meter fra vejen lå de nærmeste, og man kunne lugte kødet, som røg i de glupske løvemaver.

Vi kørte videre efter længe at have observeret det prægtige syn, og kort efter var der igen noget i radioen, som fik bilen til at køre vanvittig stærkt. En LEOPARD. Den sad ca. 40-50 meter væk desværre, men på toppen af et termitbo og spejdede ud over sletten, så den var nem at se og fotografere.

Vi havde dermed set alle ”the big 5” på en dag! Og vi var kun halvvejs gennem vores safari. Vi ankom kort før mørkets frembrud til vores lejr, og vores lodge var ret luksus i forhold til hvad man kunne forvente midt på Serengetis åbne slette. Hver aften lusker der sjakaler og hyæner rundt mellem teltene, og de kan både ses og høres. Vi kunne desuden hører løverne kalde i det ikke så fjerne og maden blev angrebet af flyvetermitter.

Dag 3

Efter små 10 timers søvn i dejlig seng, og en hurtig tilvænning til de mange dyrekald, var vi klar til en hel dags safari på de berømte Serengeti sletter. Vores game-drive startede med at møde en hun-gepard med tre store unger, som vi sammen med 3-4 andre biler ”forfulgte”. Vi var dog i forreste række, da gepard moderen og de legende unger krydsede vejen.

Efter en lang formiddags dyrekiggeri med en masse gentagelser af dyr vi allerede har nævnt, var det tilbage til lejren til en dejlig frokost. Om eftermiddagen var det af sted igen med især leoparder i kikkerten. Vi fandt desværre ingen. Oscar mente at det var på grund af det ustabile vejr, som vi oplevede i små portioner i form af byger, dette får leoparderne til at søge ly i deres huler. Vi kørte forbi mange klipper i håb om at finde en som kiggede frem, men nej. I stedet så vi klippe grævlinge og en lille familie øreræve. Vi kom denne eftermiddag endnu tættere på nogle elefanter som krydsede vejen lige foran bilen, løver, flodheste og en enkel krokodille kunne det også blive til, før vi vendte tilbage til lejren.

Vi bor lige bag køkkenteltet og da mørket nærmede sig og regnen holdt op gik vi over til spiseteltet. Vi havde en lommelygte med for Frederikke skulle da kigge efter hyæner og andre vilde dyr. I hendes iver gik hun ud af teltet og lyste til alle sider for at få et glimt af nogle øjne der lyste op i mørket. Da hun ville lyse frem for at se hvor hun gik, stod der en (efter hendes udsagn) KÆMPE hyæne, så stor at hun troede det var en løve, kun 10 meter foran hende!! De frøs begge da de fik øje på hinanden, Frederikke fik fremstammet  ”Hjælp, Hyæne” mens hun bakkede tilbage til teltet. Hyænen fortsatte sin færd frem mod teltet til den drejede af rundt om spiseteltet, om til køkkenaffaldet, hvor den stjal en papkasse med nogle kyllingeskrog fra frokosten.  En vild slutning på en god safaridag.

Dag 4.

Denne dag gik hovedsageligt med at køre tilbage mod Moshi og ud over flere store flokke zebraer og gnuer, samt nogle enkelte løver, var det vildeste den dag at Oscar klarede den 9 timer lange køretur på 7 timer og 3 kvarter, inklusiv en halv times frokostpause. Vi kom tilbage til hotellet lige i tid til briefing om vores Kilimanjaro trek, som skulle starte næste morgen kl. 8.30.

Vandretur i Ngong Hills

Vores sidste dag med oplevelser i Kenya startede kl.9, hvor vi blev hentet af vores chauffør. Det var planen at køre ind til Nairobi fra morgenstunden, for at undgå den værste trafik. Aften inden havde vi dog besluttet at droppe det, for at spare lidt penge. Vi kørte i stedet direkte til Ngong Hills. På vejen kørte vi igennem byen Ngong, som nærmest lignede et slumområde. Byen var fyldt med faldefærdige bygninger og blikskure og  det vrimlede med køer og geder overalt. Vi kørte forbi, hvad der lignede et markede, med høns stuet sammen i bure, bunker af affald overalt med legende børn. Byen vrimlede med mennesker, som trods dette, alle var klædt i deres stiveste pus for at gå i kirke, da det jo var søndag. Midt i alt dette lå et splinternyt supermarked med vagter og en hel etage med tøj og sko. Her provianterede vi lidt til turen, både til chaufføren og os. Vi lagde ud med at køre op af det forkerte bjerg, men fik heldigvis en civil betjent med op at køre, som kunne hjælpe os på rette vej. Han var på patrulje på bjergsiden.

Vi betalte parkbetjentene 1.200 tsch for at komme ind i Ngong Hills National Park. Vi blev formanet om ikke at gå længere end den store radar (da vi ikke ville have guide med), og det åbenbart kunne være farligt at gå længere – selvom vi havde svært ved at se andre farer end kør. Vi begav os op mod den store radar, men måtte pludselig vige til siden for en KÆMPE ko med store horn, som kom lige imod os, uanset hvordan vi forsøget at dreje udenom den. Heldigivs kom vores chauffør os til undsætning i bil, troede vi, men selv han blev lidt bange, da den begyndte at brøle af ham.

Da vi nåede uskadte frem til den store radar, blev vi mødt af to tvære militær mænd, der sagde ”hello”, men da vi i stedet sagde ”jambo” bredte der sig et stort smil på deres ansigter. Vi fik liv at gå en tur rundt om den meget store radar, for at tage lidt billeder. Vi var lidt skuffede, pga. alle de mange Vestas vindmøller, radioantenner osv. , og blev enige om, at der nok havde set ret anderledes ud dengang Karen Blixen beskrev Ngong Hills som vidunderligt flotte. Men netop da vi troede vi skulle vende næsen nedad igen, kom den ene vagt om sagde, at vi meget gerne måtte gå længere op til den højeste top foran os. Men ikke længere, for der var det farligt pga. unge fyre, som stjæler kameraer og mobiler fra trekkere. Anyways, vi begav os af sted mod de højere tinder og nød naturen og fjollede lidt af sted mens vi knipsede løs med kameraet. Den sidste top var for enden af en god stejl skråning, som krævede langsommere gang og højere puls, god træning! Da vi nærmede os toppen kunne vi høre nogle mærkelige, ubestemmelige lyde. Vi fik pludselig øje på først en kvinde, som sad på skråningen, og så to kvinder mere, som henholdsvis sad og lå i græsset på toppen. Alle kvinderne mumlede løs, ja nærmest sang, og indimellem klappede de og fægtede med armene, de var masaier, dog ikke i masai dragter. Måske de bad til deres guder om at regnen ville begynde snart, de har deres lille regn tid nu med byger i ny og næ, så det skulle da være mærkeligt om ikke deres bønner virker J

Efter at have nydt udsigten og undret os over de 3 damers ”sang” bevægede vi os tilbage mod radaren, hvor vores chauffør havde bevæget sig op med bilen, da militærfolkene var overbevist om at vi ville være udmattede når vi vendte tilbage. Det var ikke tilfældet, men vi kunne jo ikke rigtig bede om lov til at gå ned, når nu han var kørt derop. På vej ned lød der pludselig et ordentligt skrald og derefter en lyd af noget der skravede mod jorden. En plade under bilen (vi er ikke så meget bilnørder at vi ved hvad den kaldes) var røget halvt af. Heldigivs lå der da lige et bundt startkabler bag i bilen (uden næb selvfølgelig), som kunne bruges til at binde pladen fast med, og det virkede ganske fint efter et par forsøg. Imens chaufføren forsøgte at fikse bilen, kom der 3 små masai drenge forbi. De havde så travlt med at kigge på os, at de vist glemte at holde øje med deres køer. Vi gav dem nogle æbler, som de skyndte sig at spise, hvilket resulterede i, at den mindste havde æble i hele hovedet J

Eftermiddagen tilbragte vi i haven, og aftenen med at holde jer orienteret om vores færden. Det er dog lettere sagt end gjort, da internettet alle steder er ufatteligt langsomt og det ofte tager 15 min. at oploade et enkelt billede til bloggen. Men der skal nok komme en masse billeder både her og på Facebook, når vi får mulighed for det J

Elefanter, leopard og kazuri

Efter 12 timers søvn var vi "friske" og klar til morgenmad og endnu en dag med masser af oplevelser. Vi blev hentet kl.10 af John (vores chauffør fra dagen før, som vi hyrede for alle dagene her i Kenya), og turen gik ud mod elefantbørnehjemmet. De har kun åbent mellem kl.11 og 12. Vi var der 5 over 11 og da vi havde betalt de 50kroner pr person for entre gik vi hen til det sted, hvor elefanterne blev hentet til for at spise. Det eneste der skilte os fra elefanterne og dyrepasserne var et reb. 

Elefanterne fik mælk fra flaske, som de tømte på 0 komma 5 :) det tog i hvert fald under 1 minut at tømme de 3-5 liter store sutteflasker. Herefter fik de lidt grene at tygge på, en boldt at lege med, og der var også noget vand i nogle store baljer de kunne drikke af, hvis man ellers har lært at styre sin snabel så den kan lægges op i baljen :)

Der var to hold elefanter. Det første hold var de yngste, de var op til 3 år. Derefter kom de lidt ældre som var mellem 3 og 5 år ca. Ved det store hold var vi heldige at en af dyrepasserne fik en af elefanterne helt over til os. Når de stod henne ved snoren måtte man klappe og ae de "små" flotte dyr. Det var virkelig fedt at være så tæt på dem. Der var ialt 26 elefanter, som hver havde navn og en historie om hvor og hvordan den var fundet. På stedet her hjælper de elefanter, af den eller anden grund er blevet forældreløse, og hjælper dem til at overleve og blive til rigtige vilde elefanter igen, gennem deres udsætningsprogram. De har kun åbent en time om dagen så elefanterne ikke bliver alt for tamme. Man kunne for 300kroner "adoptere" en elefant, og man vil så få månedlige opdateringer om hvordan ens elefantunge klarer sig.

Efter denne oplevelse troede vi ikke at det kunne blive mere wildlife aktion agtigt, men ganske kort tid efter var det meget tæt på. Vi tog ind til Nairoi National Park, hvor vi tog Safari Walk, hvilket vil sige at vi var i en zoologisk have noget lignende herhjemme, dog med mindre hegn og nok ikke samme sikkerhed. Men men men det skulle vi jo også prøve. Vi fik set en masse afrikanske dyr og planter, som vores guide fortalte om. Vi kom midt på dagen så mange af dyrene havde gemt sig lidt væk i skyggen. Vi var især skuffede over ikke at kunne se leoparden, og stod længe og ledte ved udkigsposten. Mens vi ledte kom der en ægte masai som man kunne tage billeder med og blive iklædt ægte masai tøj, mod betaling selvfølgelig. Vi nøjedes med at få taget billede med ham mens han dansede og hoppede ved siden af. Vores guide ville virkelig gerne have at vi så leoparden så hun spurgte dyrepasseren om han vidste hvor i indhegningen den var. Han forsvandt et kort øjeblik og kom så tilbage og bad os følge med. Vi kiggede på hinanden og tænkte hvad sker der nu? Han førte os ned mellem løveindhegningen og leopardinhegningen (og husk lige at det ikke er indhegninger som derhjemme, men 2 sæt tyndt hegn, som man tit ser på boldbaner) Vi kom ned i bunden af området hvor leoparden lå og nød skyggen. Lige bag os (en tre-fire meter fra hegnet og dermed også os) sloges løverne om det stykke kød de netop havde fået smidt ind. Dyrepasseren kaldte på den flotte leopard og fik til sidst forstyret den så meget at den kom helt hen til hegnet og snerrede af os. Den var bogstavelig talt lige foran os, 20cm! Vi kunne have rørt den hvis vi var ligeglade med at miste en finger i samme moment :) Vi fik taget nogle gode billeder men det var svært at få kammraet til at fokusere gennem hegnet, og man kan blive ganske forskrækket når en leopard pludselig angriber hegnet li i hovedet på en mens man forsøger at tage det perfekte billed! Michael, som stod med kameraet, var helt klar på at den ville springe i hovedet på ham. Alligevel kunne han ikke undgå at hoppe næsten over i løvehegnet i forskrækkelse, og fik desværre ikke taget billedet, da den angreb, da kameraet ikke lige ville fokusere i sekundet inden, han var lige ved at tabe det :)

Resten af turen gennem den zoologiske have var som derhjemme bortset fra at vi mødte en abe som sad lige foran os. De er ikke til at holde på så de går frit rundt. Vores guide fortalte at især bavianerne godt kan lide at forskrække de besøgende, men dem mødte vi ikke. Vi sagde pænt farvel til guiden og fik samtidig en kenyansk ven på facebook :)

Sidste del af dagens tur gik til Kazuri, som er et perle og keramik værksted. Vi fik en guided tur rundt på stedet, desværre havde kvinderne som laver og dekorerer perler og keramik lige fået fri. Men det var meget spændende og flot. Vores guide her fortalte at Frederikke er Kazuri, som betyder "lille og smuk". Efter at have lært om processen i at producere perler og keramik kunne vi kigge ind i deres butik, hvor Frederikke kunne have spenderet hele ferieopsparingen hvis hun ikke selv skulle bære det i sin rygsæk. Så det blev til et enkelt par øreringe. Resten af dagen stod på afslapning i haven og udveksling af oplevelser med de andre, som bor her.

Velkommen til Kenya

Da vi var landet i lufthavnen, gik vi direkte mod visumskranken. Det gik snildt med at få lavet visum, da vi havde udfyldt alle papirne i flyet – Michael måtte dog af med fingeraftryk inden vi blev sluppet igennem. Efter lidt bekymringer over en lidt forsinket taske, fik vi øje på den chauffør som skulle køre os til vores guesthouse. Der var meget trafik i udkanten af Nairobi, så han og en lille smutvej – og hold nu fast en hullet smutvej! Aldrig har vi oplevet noget lignende (til forældrene: vores parkeringsplads hjemme er jo det rene luksus i forhold til!). Det der umiddelbart lignede en blanding mellem grusgrav og en mark, var åbenbart en almindelig vej, for der kørte ret mange lastbiler. Så efter en lang bumletur langs Nairobi National Park (og udsigt til giraffer og antiloper), kom vi til en meget meget lang og langsom trafikprop i bagende sol. Aldrig har vi set et lignede trafik kaos med overfyldte busser hvor folk hang ud af døren, lastbiler, motorcykler der siksakkede imellem det hele og et virvar af gadesælgere der solgte alt fra bambuspinde til solbriller. Men efter 1,5 times kørsel, havde vi tilbagelangt hele 12 km og ankom hvor vi skulle bo. Vi smed hurtigt vores tasker og hoppede ind i bilen igen. Vores chauffør havde tilbudt at køre os rundt, og han mente vi ligeså godt kunne starte med det samme.

Stadig helt bombede efter rejsen, satte vi kursen mod girafcentret. Her blev vi introduceret i at håndfodre girafferne (vi sprag dog over at fodre dem med munden, selvom guiden ihærdigt forsøgte at overtale os til det), og vi blev fortalt om centret og deres ”genudsætningsprogam”. De havde også andre dyr såsom, skildpader, antiloper og vildsvin, som altid er i nærheden af girafferne, fordi de ser så godt og de selv har en meget god lugtesans.

Efter vores besøg på girafcentret, fortsatte vi til Karen Blixens hus. Det var et af højdepunkterne i Kenya, især fordi det mest af området vi bor i er opkaldt efter hende fx, Karen Road, Karen college, Karen Hospital, Karen Italien Restaurant, Karen Car Repair, Karen Church osv  J Farmen var meget flot og stedet så meget idyllisk ud med de gamle maskiner, til kaffehøstning, stående mellem træerne foran huset. Rundt om huset voksede kaffeplanter, avokadotræer og alverdens andre planter, som husede et virvar af dyr i fantastiske farver. Huset var fyldt med gamle danske møbler, som hun havde solgt sammen med farmen, men de er senere blevet doneret til museet. I stuen havde hun nogle kæmpe lækre fodskamler, som ved ærmere eftersyn viste sig at være rigtige elefantfødder (ikke så underligt de var meget store). Vi kunne samtidig lige give guiden lidt info omkring det håndmalede Royal Copenhagen stel, som hun og prisen af Wales havde drukket te af. Det blev han meget glad for, for de havde de aldrig hørt om. Huset rummede også alverdens fotos og malerier, som hun havde malet af Masaierne – og selvfølgelig også noget af det tøj, som Maryl Streep og Robert Redford havde på under filmatiseringen af ”Out of Africa”.    

Da vi var færdige på kaffefarmen, blev vi kørt hjem ved 6 tiden. Aftensmaden blev serveret kl. 20, og vi skiftedes til at falde i søvn mens vi ventede på den. Vi gik på hovedet i seng efter maden, og sov 12 timer i træk.

Farvel Istanbul - Hej flyvetur og lufthavn

Den sidste dag i istanbul skulle selvfølgelig bruges til at se noget. Vi havde gemt det største til sidst, den storslåede "blå moské". Den er rigtig imponerende at kigge på med store tårne og med en stor mur rundt om det hellige område. Planen var at bruge et par timer på at se dette og så finde noget mad før vi skulle vende næsen mod lufthavnen. Det kom også til at tage ca. 2 timer. Vi kom lige efter at de havde lukket på grund af bøn. Så vi måtte vente 1,5 time på at den åbnede igen. Vi sad i parken som ligger mellem moskéen og "Hagia Sophia". Solen var lidt fremme så vi sad og nød middagsbønen sammen med en lille ven vi fik. En hvid kat. Byen er fyldt med katte, men denne her kom hen og hoppede op og satte sig på bænken sammen med os. Formegentlig i håbet om at der ville falde lidt mad af, men vi havde intet. Men vi var til stor morskab for både de lokale, og de andre turister, som kan tænke tilbage på deres Istanbul tur med et billede af os to og en hvid kat. Vi forsøgte endda at sælge katten til en gadesælger da han ville sælge os bøger om Istanbul, han blev MEGET forvirret indtil han fangede joken og grinte så. Efter ventetiden kunne vi endelig komme ind og se den store hellighed. Vi stilte os i køen som var meget lang, men som heldigvis bevægede sig meget hurtigt. Da vi kom ind i den meget imponerende bygning og fik set os lidt om og ville gå videre så vi at vi var på vej ud. Så vi vendte om og blev lidt længere i det eneste rum der var tilgængeligt. Vi tog et par ekstra billeder af de enorme søjler og de imponerende mosaiker i loftet, før vi begav os ud. Den store sal var meget storslået og betagende, men vi var stadig lidt skuffede over at der ikke var mere at se.

Vi skulle så finde os et ordentligt måltid før vi skulle bruge en masse tid i diverse lufthavne. Vi endte på en (fandt vi ud af) meget dyr fiskerestaurant. Vi fik et meget lækkert måltid, 3 retter, som smagte rigtig godt og så rigtig flot ud. Herefter traskede vi roligt tilbage til vores hostel, hvor vores bagage stod parkeret. 

Vi tog herefter en taxa til lufthavnen hvor nogle meget lange timer begyndte. Vi lagde ud med en lidt vanskelig ansat i check in, men klarede os igennem med lidt charme og god kommunikation.Herefter stod den på en 4 timers flyvetur til Abu Dhabi. Vi ankom til den kæmpe store lufthavn kl. 02.30 lokal tid.Vi skulle så vente til 9.45 på vores fly. puuuha en lang vente tid. Vi fik sovet meget lidt og var på skift helt udmattede. Da vi fik sat os i flyet var vi tømte for kræfter. Vi sov det meste af turen til Nairobi kun afbrudt af tisseturer og madvogne. Vi var stadig ret brugte da vi landede i Nairobi kl. 14.30. 

Endnu mere turist i Istanbul

Så klarede vi endnu en dag som turister i den store by. Benene snurrede lidt fra morgenstunden efter de mange skridt dagen før (det er ingen ting i forhold til hvordan de snurrer nuJ men det er jo god træning frem mod de næste mange uger). Vi startede dagen med traske ud i solskin og blå himmel, og ca. 12 grader er mit bud. Men lækkert var det i hvert fald. Vi begav os ned mod Topkapi området. Topkapi er det gamle Sultan-palads som er omgivet af store murer. Før vi gik op til selve paladset var vi inde og se det arkologiske museum. Da vi havde set hele museet (troede Frederikke) var der skuffelse at spore, men der var to bygninger mere med udstillinger. Den 2. bygning vi var inde i var ret stor og med mange interessante udstillinger omkring sultaner og tyrkiets historie. Vi syntes det var en god oplevelse og brugte over 1½ time på at studere de mange udstillinger, ganske godt for en entre pris på 30 kroner pr. næse.

Herefter gik vi op til paladset hvor vi vandrede rundt og så på sultanernes mange værelser og pavillioner og den fantastiske udsigt de har haft over hele Istanbul. Vi fik også set de mange smykker, som er blevet fundet og udstillet på paladset. Hele paladset var meget smukt og storslået, men der manglede lidt nogle møbler og hverdagsting, hvis man virkelig skulle have en fornemmelse af hvordan det har været at være sultan. Det blev mere til en del store mosaik værelser med sofaer og bløde puder. Vi gik ikke ind i ”haremet”, da vi ikke ville spendere 150kr. ekstra på det, og samtidig syntes at vi havde fået palads nok for i dag.

Eftermiddagen er gået med en lang gåtur rundt i de mindre gader, hvor vi ikke så andre turister. Folk kiggede lidt sjovt, som om de tænkte ”i er da vidst gået forkert”, men smilede dog pænt igen. Vi fandt endda et supermarket, vi kunne da heller ikke forstå hvis de lokale købte mad i det ”overpriced” turistmadsteder J. Vi har her til aften kørt bagpacker stilen fuldt ud og spist tomatsuppe med små ukogte pastaer i en kaffekop, og snakket med 2 russiske studerende, hvoraf kun den ene kunne tale engelsk. Nu er vi godt brugte og dagen i morgen står på et besøg i ”den blå moske” og et smut til lufthavnen hvor turen går videre syd på mod Kenya. Vi tager først en lille tur på 6 timer til Abu Dhabi, hvor vi så må vente i 7 timer på det næste fly til Nairobi. En lille kort tur på kun 4 timer J.

Turist i Istanbul

I de tidlige morgentimer blev vi vækket af morgenbønnen, men vi faldt hurtigt i søvn igen og vågnede nogle timer senere. Da vi havde gjort os klar og spist morgenmad på hotellet, begav vi os ud i gaderne i søgen efter Kapalicarși ”Den Store Bazar”. Den var rigtig imponerende, men det var dog en skam, at alle butikkerne enten handlede med tæpper, kopitøj, lamper, tørklæder (ægte pasmina vel at mærke – kun 8 tl hvis du er heldig) eller smykker.

Da vi havde travet gade op og gade ned og gået i ring mange gange, forlod vi Bazaren og gik på udgik efter Yerebatan Cistern (også kaldet det sunkne palads). Cisternen er Istanbuls gamle vandreservoir, men er i dag blevet åbnet for turivster. Det blev bygget i 500 – tallet af den byzantinske kejser, Justinian. Cisternen består af hele 336 søjler, hvoraf 2 hviler på kæmpe Meduzahoveder. Det er uvidst hvorfor de er der og hvor de kommer fra, men man mener de er blevet anbragt for at beskytte stedet. Stedet er meget rigtig flot, og kan rumme hele 100.000 liter vand.

 

Da vi efterfølgende ledte efter noget frokost, blev vi hurtigt vist et par gader længere hen og ind i en skindbutik. Her fik vi serveret æblethe og fik en hyggelig snak, og vi slap heldigivs uden at skulle slæbe på en skindjakke resten af rejsen J   

Sidst på dagen spurgte vi om vej til et storcenter, og vi vurderede, at vi sagtens kunne gå i stedet for at tage sporvogn og metro. Vi fandt det dog aldrig, men vi kunne bagefter se, at vi havde været tæt på. Vi fik en god lang gåtur og kom lidt væk fra alle turistboderne og de ekstra dyre spisesteder.