Kilimanjaro

Dag 1

Vores Kilimanjaro trek startede allerede dagen før den egentlige tur begyndte. Vi skulle briefes om bjerget og turen derop, samt tildeles en guide. Manden, som stod for den generelle briefing, var en ældre herre, som ind i mellem var lidt svær at forstå. Men da han hørte at vi havde været i Kenya og besøgt Karen Blixens farm, lyste han op og fortalte stolt, at han havde været med i filmen ”Mit Afrika”, hvor han havde spillet en mindre rolle, som en afrikansk dreng.
Vi blev briefet om bjerget og turen sammen med en 8-10 andre, men kun en af de andre (en dame fra Schweiz) skulle gå den samme rute som os. Vi havde valgt Marangu ruten, også kaldet Coca-Cola ruten. Hvorfor den kaldes det kommer vi tilbage til lige om lidt. Den gamle ”moviestar” fortalte om bjerget, og om at man kunne få det meget eftertragtede guld-certifikat, HVIS man nåede toppen. Der var også et rødt og et blåt trøstecertifikat, hvis man nåede et af de lidt lavere liggende punkter på bjerget. Efter den korte intro blev vi og vores schweiziske rute-ven ”forvist” til hotellets ”garden-bar”, hvor vi skulle møde vores guide. Vi sad først sammen med en guide, som hedder Said, som den schweiziske dame kendte, da hun to dage før var kommet tilbage fra Mount Meru, som hun da lige havde besteget, og som ligger tæt ved, men dog er noget lavere. Said havde været hendes guide på den tur, og skulle være det igen på Kilimanjaro, selv om hun brokkede sig lidt over, at han gik alt for stærkt. Vi blev igen ”forvist” til et andet bor, hvor vi skulle mødes med vores guide, som også hedder Said J, bare lige for at gøre forvirringen total. Said begyndte at fortælle, og da han pludselig nævnte at vi skulle sove i hytter, kiggede vi to undrende på hinanden og blev nødt til at stoppe ham. Vi var overbeviste om at vi skulle sove i telte, så vi skulle da lige høre, hvad de der hytter var for noget. Det viste sig dog at vores rute kaldes Coca-Cola ruten, fordi sovefaciliteterne, og de sanitære forhold, er lidt mere luksus end på de andre ruter. Vi blev konfirmeret i at vores udstyr var tilstrækkelig, selv om vi hverken havde vandrestave, solbriller, pandelamper, vinterhandsker eller regnbukser. Vi skulle blot leje vinterbukser og vinterjakker, som vi havde planlagt det hjemmefra. Vi brugte aftenen på at pakke så minimalt som muligt (vi medbragte ca. halv vægt (7-8kg) af hvad alle andre havde med(14-16kg), så vi frygtede lidt at vi manglede noget). Vi havde bærere til at transportere vores store tasker med tøj osv. Vi skulle kun bære vores små rygsække selv, med vand og hvad vi nu måtte have brug for mens vi gik, solcreme, regnjakker, druesukker og ikke mindst 3 liter vand hver. Vi var nu klar til at begive os af sted.

Turen startede for alvor næste morgen, hvor bussen kørte mod bjerget, og startstedet Marangu. Vi havde ladet alt af værdi ligge på hotellet i deres saftyboks, så ingen penge på nær 80kr., intet pas, ur, kun vores mobiler så vi kunne holde dem derhjemme underrettet når vi ellers havde net. Allerede ved gaten kom vores første problem. Vi skulle her udfylde de samme informationer, som vi dagen før havde udfyldt på to forskellige papirer på hoteller, herunder vores pasnummer! Alt hernede kræver at man udfylder papirer og de skal skrives under og sendes videre og man skal igen skrive oplysninger og underskrifter igen og igen. En meget langsommelig proces, men vi er ved at vænne os til det. Nå, men vi havde jo ikke vores pas med så vi kunne ikke udfylde papirerne tilstrækkeligt, men efter en kort snak med damen bag skranken og en dame fra hotellet, fik vi lov at fortsætte alligevel. 1. ”Hurdle” klaret. Der gik dog ikke mange sekunder før ”hurdle” nummer 2 dukkede op. En mand, som lignede en parkbetjent, kom hen til Frederikke, og spurgte om hun havde vandrestave. Han fik friskt et nej tilbage. Det brød han sig ikke rigtig om. Han insisterede på at man ikke kunne bestige Kilimanjaro uden, og at man faktisk ikke måtte begive sig ind i parken uden vandrestave, men han ville lige skaffe os nogen det kostede kun 40.000Tz pr. par (160kr.), men det havde vi jo ikke med, men så kunne vi betale halvdelen nu og halvdelen når vi kom ned. Det kunne vi jo stadig ikke og Frederikke blev mere og mere forvirret, om vi virkelig skulle have stave med, eller hvordan det fungerede. Michael kom tilbage fra et kort toilet besøg og manden forsvandt hurtigt efter, da vi sagde til ham, at vi lige ville forhøre os hos vores guide. Han sagde vi kun skulle bruge dem, hvis vi syntes, det var hverken et krav eller livsnødvendigt, han havde ingen selv.

Vi gik gennem indgangen til ruten og fik taget det obligatoriske start billede. Bjerget er delt i 5 zoner. Den første er den nederste, som vi passerede i bus, og hvor der dyrkes afgrøder. Zone 2 er regnskov, og det var denne zone vi skulle passere på den første dags vandring. Vores guide forklarede om de forskellige zoner og om planter og dyr på bjerget osv. Det var vældig spændende men vi fik ikke det hele med, da vi allerede her bare var fokuseret på at gå, og ikke for hurtigt! Vi har jo fået tudet ørerne fulde om, at skal man nå toppen må man gå ”pole pole” (langsom). Vejen var fyldt med sten og rødder, som dannede høje trin, som kan være ret svære at passere for små ben. Heldigvis havde vores guide lige så korte ben, og kunne derfor lede os godt op af de mange trin. Vores frokostpause blev holdt på et picnicsted på halvvejen. Her var vi igen i infight med de lokale fugle, da en stor ravne-agtig fugl stjal Michaels kage ud af hans madkasse, selv om han ellers var hurtig til at smække låget i, men den snu fugl nåede alligevel at stjæle sig lidt mad. Vi nåede frem til første lejr, Mandara Hut, efter 5 timers gang ca. 9,7 km tilbagelagt og 200 højdemeter forceret. Lejren ved Mandara Hut bestod af en masse ens hytter, hver i sær med 4 sovepladser. Der var en store fælles spisehytter, hvor vores ”tjener” dækkede op med dug, serverede først the og popcorn og lidt senere aftensmad, og hvad der ellers hørte med.  Udover, at man intet skulle lave selv, føltes det lidt, som at være på spejderlejer (siger Frederikke). Da vi ankom til lejren, skulle vi lige gå lidt endnu for at se et krater. Dette var mest for at vænne os til højden, og for bedre at kunne sove om natten (når vi nu gik lidt ned igen, til hytterne). Vi delte hytte med damen fra Schweitz, og vi gik alle tidligt i seng, dog uden at få sovet særlig meget. Guiden sagde, at vi skulle være godt tilfredse, hvis vi bare fik sovet 50% af natten. 

Dag 2

Vi blev vækket tidligt om morgenen med the på sengen, og lidt senere kom der fade med varmt vand, så vi kunne friske os lidt op efter en hård og kold nat i hytten. Efter morgenmaden begav vi os igen af sted, og vi forlod hurtigt den lavt liggende regnskov, og kom op i en mere sparsom bevoksning. Denne dag gik meget bedre end den foregående, da vi havde sat tempoet yderligere ned for at undgå en gentagelse af gårsdagens hovedpine. Vi slentrede af sted hele dagen, og ankom omkring kl.16. til lejren Hurombo Hut, som var stort set identisk med forrige lejer. Vi fik igen serveret the og popcorn og havde resten af dagen fri til at gøre hvad vi havde lyst til = sove. Vi var blevet advaret mod manglende appetit, og det begyndte så småt at komme krybende hos nogle af os (Michael spiste selvfølgelig med stor appetit alligevel, som guiden havde rådet os til). Endnu engang gik vi direkte i seng efter aftensmaden.

Dag 3

Denne dag skulle bruges til akklimatisering og vi havde i dagens anledning fået lov til at sove helt til kl.8! Vi skulle på en mindre vandretur op til Zebra Rocks, og ned igen. Vi var så heldige at sikre os en længere tur, da vi spurgte hvorfor nogle andre fortsatte længere op. Dagens udflugt var hermed forlænget 1,5 t. Det var en dag, som var krydret meget sparsomt med oplevelser, og endnu engang gik vi tidligt i seng. Selvom det tyske par, som vi delte hytte med, da lige syntes det var det bedste tidspunkt at pakke tasker på, selvom de havde haft hele dagen til det.

Dag 4

Nu var det slut med afslapning, og vi startede tidligt efter de sædvanlige morgenritualer med ”bed-the”, vand osv. Dagens mål var Kibo hut, som lå i 4700m. højde. Vi havde dejligt vejr det første af turen og humøret var højt, lige indtil sol blev afløst af vind, tåge og regn. Vi sprang frokosten over for at undgå regnen, og spiste i stedet lidt på vejen. Vi var en smule modløse og trætte da vi sidst på eftermiddagen ankom til lejren. Vi fik the og popcorn, sov lidt og indtog en sparsom portion aftensmad, da vi var for trætte til at spise. Vi fik af vide, at damen fra Schweiz var fortsat direkte op til toppen efter kun 15 min. pause. Hendes guide mente det var bedst, da vejret var dejligt – vi andre mente de måtte være skøre. Vi gik i seng ved 6 tiden, og vågende omkring kl.8 ved, at nogen kom ind i rummet (vi sov 8 i samme rum). Vi så til vores store skræk, at det var damen og hendes guide, som var helt dækkede af sne og regn. De lignede virkelig meget nogle der havde været med i et afsnit af ”Livsfarlig fangst” på Discovery, og vi gemte os godt ned i soveposerne. Vi fik ikke meget søvn efter det, og kl. 22.30 måtte vi stå op til popcorn og the. Rystende af kulde overvejede vi om vi skulle blive liggende i poserne i stedet, men vi blev hurtigt bedt om at tage noget overtøj på og komme af sted.

Dag 5

Dag 5 startede lidt før midnat. Så snart vi stak hovederne ud af døren, blev vi mødt af en iskold vind samt sne, som føg ind i gangen. Kl. 23.30 bevægede vi os op af bjerget, med de sædvanlige små skridt, og med den overbevisning at samtlige teams, startende i en lind strøm efter os, ville vade forbi os på vej mod målet. Vi bevægede os frem i vores rolige tempo, og blev da også forholdsvis tidligt overhalet af to andre grupper. Da vi havde gået i ca. 20 min. skiftede sneen til regn, og vi var hurtigt pladdervåde. Regnen valgte dog at skifte tilbage til sne og alt frøs til is. Jakker, huer, bukser, tasker og des lige. Vi beholdt hænderne trukket godt op i ærmet så vores tynde løbehandsker ikke skulle lide den kolde skæbne at fryse til. Da vi havde gået LÆNGE, sagde Said pludselig ”Now we are at 5000 meter, keep going!” WHAT! Vi havde bevæget os 3-400 meter op og manglede stadig 985 højdemeter. Vi var endnu en gang tæt på at give op og gå tilbage til soveposerne. Vi kæmpede os videre op af skråningen i zig-zag, antallet af hårnålesving ville få Alpe D´Huez til at ligne Koldingvej i Vejle. Op, op, op, det ene skridt tog det andet, og da Frederikke endelig samlede mod til sig og spurgte om der var langt endnu fik hun et meget nedslående svar ” Yes very far, 5 hours”. Frederikke hørte heldigvis ikke tidsangivelsen, ellers havde vi nok været på vej ned! Vores vej op blev mere og mere stejl og mere og mere besværlig (det er forresten ikke sjovt at tisse midt i ingenting i sådan et vejr, hverken for drenge eller piger). Det sidste stykke op mod Gilmans point måtte klares hen over sten og klipper beklædt med sne, og små ben måtte hjælpes af guidens hånd samt et let skub i ryggen. Pauserne blev hyppigere, men isen på taskerne gjorde det mere og mere besværligt at komme ned til vores vanddunke, som var pakket ind i vores sure vandresokker så det ikke frøs til. Lugten af sure tæer var dog lige meget når kroppen skulle bruge vand! Vi havde for resten indhentet det ene af de hold, som tidligere havde passeret os. Vi nåede til Gilman’s point netop som himlen begyndte at blive rød hen over de snefyldte skyer, som vi nu befandt os over. Udsigten var fantastisk! Indtil vi vendte os om og kunne se over til Uhuro point (det højeste punkt på bjerget og i Afrika) der var mega langt! Vi havde fået fortalt at det sidste stykke ikke var så svært efter Gilman’s point, (vi er ikke helt enige) den første halvdel af vejen var mellem klipper, overklipper, lidt op og lidt ned, samt rundt om klippeudspring. Da vi endelig nåede frem til Stella point (det næsthøjeste punkt) var kræfterne sluppet op og det samme var modet og lysten til at fortsætte. Vi havde jo set skiltet oppe på toppen og vores kamera kunne nok zoome så det så stort ud, MEN det ville jo også være dumt at gå så langt uden at gå det sidste stykke, som var på 300-400 meter. Dette tog dog næsten en time! Luften var tynd hvilket krævede mange pustepauser, og vi mødte flere som kom glade og smilende nedad og råbte ”tillykke i klarer det”, ”i er der næsten” og den slags. Havde vi haft lidt flere kræfter havde vi bedt dem klappe i! Men det var der ikke kræfter til. Vi var helt færdige da vi endelig nåede toppen og fik taget billederne, som bevis på vores store bedrift J.

Vi snakkede kort om hvordan vi dog skulle komme ned igen for benene mente vi ikke kunne bære mange skridt endnu. Vi begav os hurtigt ned, da for lang tid i denne højde, 5985 meter, kan give højdesyge. Da først næsen var vendt nedad kom kræfterne dog tilbage og vi følte os 50kg lettere! Udsigten var også her fantastisk til alle sider. Den kunne vi nyde mens vi vandrede ned og nu var vi de irriterende, som kom med tilråb til de andre som var på vej op. Vi mødte et par af grupperne fra vores rute, som virkede til at være ca. lige så afkræftede som os. Vi havde nået toppen som det 2. Team fra Kibo Hut, og vi var ret stolte og overraskede over at vi havde klaret det så hurtigt. Da vi nåede tilbage til Gilmans point mødte vi nogle af vores ”venner” Australieren John og Frank fra Canada. Vi fik en kop the af dem før turen ned af den stejle skråning skulle forceres. John fortsatte op og nåede toppen et par timer senere, mens Frank (hvis erklærede mål først på turen var at nå Uhuro point uanset hvor lang tid det skulle tage) måtte vende næsen nedad, uden ret mange kræfter tilbage, dog stadig meget stolt af at være nået til Gilman’s point (men svimmel og usikker på benene, måtte han hjælpes ned ad skråningen og blev kørt på en ”båre” ned til Horombo Hut). Vejen ned blev mere direkte end vejen op og det tog da heller ikke mere end en times tid at komme ned. Tænk at det havde taget 6,5 timer at gå op! Vi beklagede os stadig lidt over den hårde tur, og vores guide sagde, at den sidste del op af skrænten, som vi havde gået om natten faktisk er hårdere end den tilsvarende for mange af de andre ruter, (deriblandt whisky ruten, Morten!). Han sagde desuden, at han sjældent havde gået op i sådan et ”crazy weather”. Ja tak for kaffe! Men vi kom endelig tilbage til Kibo Hut kl. 10.30, hvor vi fik lov at hvile os i halvanden time før turen gik yderligere 9 km ned til Horombo hut, hvor vi skulle overnatte.

Dag 6

Dagsordnen var kort og godt, at vi skulle ned. Vi havde først en 3,5 timers tur, fra Horombo hut, ned til Mandara hut, hvor vi skulle spise frokost. Vi fik her kastet frokosten i hovedet og sagt farvel til de mange nye venner, som blev foreviget med billeder i stor stil. Vores schweiziske ven var begyndt sidste etape ned igennem regnskoven, mens vi sagde farvel til John fra Australien, Frank fra Canada og Shy og Rizz fra Australien. Vi gik hurtigt i gang med sidste del af turen ned gennem regnskoven med de mange trin, fra rødder og sten.

Turen var flot, men også lidt besværlig, da høje trin og små ben igen ikke går så godt i spænd, men ned kom vi og fik taget de sidste billeder, før vi trætte og stolte kunne sætte sig os ind i bussen, som skulle fragte os tilbage til hotellet. Da vi efter lidt besvær havde betalt drikkepenge til guiderne, tog vi os en velfortjent Kilimanjaro øl! We killed the Kil, and then we drank it!