Vores sidste dag med oplevelser i Kenya startede kl.9, hvor vi blev hentet af vores chauffør. Det var planen at køre ind til Nairobi fra morgenstunden, for at undgå den værste trafik. Aften inden havde vi dog besluttet at droppe det, for at spare lidt penge. Vi kørte i stedet direkte til Ngong Hills. På vejen kørte vi igennem byen Ngong, som nærmest lignede et slumområde. Byen var fyldt med faldefærdige bygninger og blikskure og det vrimlede med køer og geder overalt. Vi kørte forbi, hvad der lignede et markede, med høns stuet sammen i bure, bunker af affald overalt med legende børn. Byen vrimlede med mennesker, som trods dette, alle var klædt i deres stiveste pus for at gå i kirke, da det jo var søndag. Midt i alt dette lå et splinternyt supermarked med vagter og en hel etage med tøj og sko. Her provianterede vi lidt til turen, både til chaufføren og os. Vi lagde ud med at køre op af det forkerte bjerg, men fik heldigvis en civil betjent med op at køre, som kunne hjælpe os på rette vej. Han var på patrulje på bjergsiden.
Vi betalte parkbetjentene 1.200 tsch for at komme ind i Ngong Hills National Park. Vi blev formanet om ikke at gå længere end den store radar (da vi ikke ville have guide med), og det åbenbart kunne være farligt at gå længere – selvom vi havde svært ved at se andre farer end kør. Vi begav os op mod den store radar, men måtte pludselig vige til siden for en KÆMPE ko med store horn, som kom lige imod os, uanset hvordan vi forsøget at dreje udenom den. Heldigivs kom vores chauffør os til undsætning i bil, troede vi, men selv han blev lidt bange, da den begyndte at brøle af ham.
Da vi nåede uskadte frem til den store radar, blev vi mødt af to tvære militær mænd, der sagde ”hello”, men da vi i stedet sagde ”jambo” bredte der sig et stort smil på deres ansigter. Vi fik liv at gå en tur rundt om den meget store radar, for at tage lidt billeder. Vi var lidt skuffede, pga. alle de mange Vestas vindmøller, radioantenner osv. , og blev enige om, at der nok havde set ret anderledes ud dengang Karen Blixen beskrev Ngong Hills som vidunderligt flotte. Men netop da vi troede vi skulle vende næsen nedad igen, kom den ene vagt om sagde, at vi meget gerne måtte gå længere op til den højeste top foran os. Men ikke længere, for der var det farligt pga. unge fyre, som stjæler kameraer og mobiler fra trekkere. Anyways, vi begav os af sted mod de højere tinder og nød naturen og fjollede lidt af sted mens vi knipsede løs med kameraet. Den sidste top var for enden af en god stejl skråning, som krævede langsommere gang og højere puls, god træning! Da vi nærmede os toppen kunne vi høre nogle mærkelige, ubestemmelige lyde. Vi fik pludselig øje på først en kvinde, som sad på skråningen, og så to kvinder mere, som henholdsvis sad og lå i græsset på toppen. Alle kvinderne mumlede løs, ja nærmest sang, og indimellem klappede de og fægtede med armene, de var masaier, dog ikke i masai dragter. Måske de bad til deres guder om at regnen ville begynde snart, de har deres lille regn tid nu med byger i ny og næ, så det skulle da være mærkeligt om ikke deres bønner virker J
Da vi nåede uskadte frem til den store radar, blev vi mødt af to tvære militær mænd, der sagde ”hello”, men da vi i stedet sagde ”jambo” bredte der sig et stort smil på deres ansigter. Vi fik liv at gå en tur rundt om den meget store radar, for at tage lidt billeder. Vi var lidt skuffede, pga. alle de mange Vestas vindmøller, radioantenner osv. , og blev enige om, at der nok havde set ret anderledes ud dengang Karen Blixen beskrev Ngong Hills som vidunderligt flotte. Men netop da vi troede vi skulle vende næsen nedad igen, kom den ene vagt om sagde, at vi meget gerne måtte gå længere op til den højeste top foran os. Men ikke længere, for der var det farligt pga. unge fyre, som stjæler kameraer og mobiler fra trekkere. Anyways, vi begav os af sted mod de højere tinder og nød naturen og fjollede lidt af sted mens vi knipsede løs med kameraet. Den sidste top var for enden af en god stejl skråning, som krævede langsommere gang og højere puls, god træning! Da vi nærmede os toppen kunne vi høre nogle mærkelige, ubestemmelige lyde. Vi fik pludselig øje på først en kvinde, som sad på skråningen, og så to kvinder mere, som henholdsvis sad og lå i græsset på toppen. Alle kvinderne mumlede løs, ja nærmest sang, og indimellem klappede de og fægtede med armene, de var masaier, dog ikke i masai dragter. Måske de bad til deres guder om at regnen ville begynde snart, de har deres lille regn tid nu med byger i ny og næ, så det skulle da være mærkeligt om ikke deres bønner virker J
Efter at have nydt udsigten og undret os over de 3 damers ”sang” bevægede vi os tilbage mod radaren, hvor vores chauffør havde bevæget sig op med bilen, da militærfolkene var overbevist om at vi ville være udmattede når vi vendte tilbage. Det var ikke tilfældet, men vi kunne jo ikke rigtig bede om lov til at gå ned, når nu han var kørt derop. På vej ned lød der pludselig et ordentligt skrald og derefter en lyd af noget der skravede mod jorden. En plade under bilen (vi er ikke så meget bilnørder at vi ved hvad den kaldes) var røget halvt af. Heldigivs lå der da lige et bundt startkabler bag i bilen (uden næb selvfølgelig), som kunne bruges til at binde pladen fast med, og det virkede ganske fint efter et par forsøg. Imens chaufføren forsøgte at fikse bilen, kom der 3 små masai drenge forbi. De havde så travlt med at kigge på os, at de vist glemte at holde øje med deres køer. Vi gav dem nogle æbler, som de skyndte sig at spise, hvilket resulterede i, at den mindste havde æble i hele hovedet J
Eftermiddagen tilbragte vi i haven, og aftenen med at holde jer orienteret om vores færden. Det er dog lettere sagt end gjort, da internettet alle steder er ufatteligt langsomt og det ofte tager 15 min. at oploade et enkelt billede til bloggen. Men der skal nok komme en masse billeder både her og på Facebook, når vi får mulighed for det J
Ingen kommentarer:
Send en kommentar