Hele ugen er gået til afslapning og selvforkælelse i de små 30 graders varme. De fleste dage er forløbet på følgende måde. Vågne ved 7-tiden, ligge og boble til omkring 8-halv 9, ud og spise morgenmad, så slappe af først lidt i solen, så ind i skyggen og måske få en lille lur, et smut ned til vandet (20 sekunders gang), op og ligge indtil frokost tid, hvor vi fandt en lille restaurant og fik et let måltid (efter at have ventet en time – halvanden på maden). Eftermiddagene er forløbet med en lur for det meste og en lille tur i bølgen blå. Der bliver mørkt omkring kl.19, så der har vi siddet på en lille restaurant ofte næsten alene (stadig med en ventetid på ca. halvanden time). En lille gåtur hjem langs stranden efter maden, har som regel været i måneskin så lommelygten har været overflødig.
Vi var boet i et lækkert guesthouse lige midt i en lille bitte by, som hedder Jambiani. De fleste huse her ligner små værkstedsskure, med undtagelse af beach-bungalowsene, strandhotellerne og guesthousene. Men her er meget fredeligt og ham vi bor hos, Dude, har sagt, at man sagtens kan færdes både på stranden og i byen, både dag og nat, uden problemer. Og det er sandt. Man føler det overhovedet ikke ubehageligt når man begiver sig rundt i området. De lever af turisterne, så her er ikke billigt overhovedet. Folk hilser pænt når man møder dem, både i byen og på stranden, og spørger hvordan vi har det og om vi kan lide at være her. Hver gang tænker man "nøj hvor er de flinke" og, at de gerne vil have, at man har det godt i deres by. Men så kommer de til det de vil sælge, som kan være alt fra mad, til tøj, til massage og henna tatoveringer, til snorkel og delfinture og meget andet. Men det er nu meget hyggeligt og giver lidt liv. De er ikke ubehagelige i deres salgstaler, men der skal et bestemt nej og gerne 10 af dem til før den fiser ind, og et nej tak betyder ”du har næsten overtalt mig”, så dem går man hurtigt fra, selv om man jo gerne vil være flink.
Vi har været på en enkelt tur ud og opleve lidt af øen. Lillejuleaftensdag tog vi på en kombineret ”Prison Island – Stonetown – tur”. Vi skulle dog først en tur til Nungwe, på den nordligste del af øen, og sætte to svenske piger af, som skulle flytte op til et ressort på nordspidsen. Efter det kørte vi til Stonetown. Vores chauffør havde under turen kontakt med en ”kaptajn”, som skulle sejle os til Prison Island. Vi kom i en meget lille båd, sammen med en familie på 6-8 personer fra Libyen. De råbte og skreg hele turen på 20 minutter, så den føltes som flere timer, og vi vidste næsten ikke hvor vi skulle gøre af os selv. Vi fik at vide af kaptajnen, at vi bare skulle sige til når vi ville tilbage for så sejlede han os, uafhængigt af om de andre ville tilbage eller ej. Service! Vi kom endelig over til "fangeøen". Her var et stykke strand, hvor der havde lagt en 5-8 andre både til magen til vores.
Kaptajnen ledsagede os op på øen, og viste os hen til ”indgangen” til en stor indhegning. Der var fyldt med skildpadder derinde. Kaptajnen sagde, at der var ca. 120. De var mellem et par måneder gamle og op til den ældste, som var 189 år. Den så vi desværre ikke, for den gemmer sig tit bagerst i indhegningen. Vi fik dog hilst på to andre gamle kæmper, en på 126 år og en på 128. De var mega store. Vores kaptajn tog os med ind så vi kunne få taget billeder med dem og klappe dem. Vi gik så over til indhegningen, hvor de 3-7årige holdt til, og til sidst over til et lille bur hvor de helt små var godt beskyttet mod rovdyr, men ikke havde særlig meget plads L. Dyrevelfærds grupper i Danmark ville ikke klappe i hænderne, og stedet ville nok få en anmærkning eller flere fra veterinærstyrelsen. Det var dog alligevel en oplevelse at se de spændende dyr.
Vores kaptajn viste os videre op til det gamle fængsel. Det blev bygget i 1800-tallet men er aldrig blevet taget i brug som fængsel. Nu fungerer det som restaurant og souvenirshop. Der ligger også et hotel på øen, hvor bare en enkel overnatning her er en pebret sag. 400 dollars! Nej tak. Da vi havde været på øen en lille times tid, tog vi tilbage til hovedøen og Stonetown, denne gang alene, uden larm og råben, men til gengæld gennem en go gang regnvejr. Vi var gennemblødte da vi nåede tilbage og kaptajnen undskyldte, men det var jo ikke hans skyld, så vi smilte og håbede af båden. Vores chauffør tog imod os og kørte os ned af havnepromenaden og vi parkerede omkring National Museet og gik op i byen. Vores chauffør, som også var vores guide, (selvom han egentlig ikke måtte, da han ikke har guide-licens, og desuden ikke vidste en fløjtende fis om hvor ret meget lå) viste os lidt rundt i de små gader og gennem det lokale marked. Vi var blevet sultne og købte os noget frokost i en lille butik, ca. 12kr. for mad og vand til os begge, det var priser vi kunne lide. Da vi havde trasket lidt rundt i den gamle by begyndte trætheden at melde sig og vi fandt bilen og satte næsen hjemad.
Juleaften foregik heller ikke helt som traditionerne foreskriver det. Det var en noget anderledes og meget mærkelig følelse. Vi gik først på aftenen hen til det eneste sted i området der har trådløst internet, en lille restaurant, som laver dårlig mad, men der kommer en del for at komme på nettet. Vi fik skypet hjem til familierne, og det var virkelig sært at sige glædelig jul, når det her slet ikke føltes som om det var jul. Vi har begge to følelsen af, at det bare ikke har været jul i år, men vi kan jo heller ikke klage, når vi sidder på en hvid sandstrand med tyrkisblåt vand, og småsvedte i shorts og korteærmer.
Vores ”julemad” spiste vi sammen med to andre hold danskere, i restauranten tilhørende en af de små samlinger bungalows (vi ved faktisk ikke om vi egentlig måtte være der, men de fik 2 betalende kunder mere, hvilket de nok bare var glade for). Vores julebuffet bestod af: en blandet salat, ris, kylling, blæksprutte i sauce, østers i en karry sauce (til de som turde, ikke os), blækspruttefritter og pomfritter. Det smagte alt sammen rigtig lækkert, men men men vi havde til en hver tid valgt julemenuen derhjemme frem for det her. En anderledes jul, som der nok går nogle år før vi får lyst til at prøve igen, da det lidt gav en klump i maven at kunne høre dem derhjemme smovse i slik, og forberede festmåltidet, som vi elsker og savner. Det var rigtigt hyggeligt og selskabet var godt, men det er bare ikke lige det samme, som juleaften derhjemme. Vi glæder os allerede rigtig meget til næste år J
Ingen kommentarer:
Send en kommentar