Pushkar i "ørkenen"

Efter et par spændende dage i Jaipur, var det tid til at komme videre. Vi skulle til Pushkar, hvor hovedformålet var at komme på kamelryg ud i ørkenen. Vi kørte kun 5 timer så var vi fremme. Det var en meget mindre by. Her bor kun ca. 10.000. Vores chauffør fortalte,, at i Pushkar har de mange templer og det største af dem skulle vi tage at se (vi fandt det aldrig). Derudover har de en "hellig sø". Der er nogle mænd i Pushkar, som deler blomster ud til folk, som man så kan smide i søen, hvilket skulle betyde held og lykke og at man bliver velsignet. MEN, som med ALT andet i Indien er det en metode til at få penge. Tager man først imod blomsten, så er man fanget. Så skal man velsignes nede ved søen og når man så smider blomsten i vandet bliver man afkrævet penge. Så vi lod pænt være med at tage imod de små, og i øvrigt meget grimme, blomster.

Vi blev sat af på hotellet og vores chauffør gav os forslag til hvordan vi kunne bruge resten af dagen. Vi havde forstået det sådan, at han ville vise os rundt i byen, så vi kiggede lidt mærkeligt på hinanden da vi havde tjekket ind og han så sagde "Vi ses i morgen kl.12 når i tjekker ud". Nå nå. Vi fik et flot værelse med balkon, parkerede vores ting og gik så ned til restauranten får at få frokost. Endnu en skuffelse. Vi bestilte nachos fordi vi trængte til noget vestligt og Michaels mave var stadig sur på det indiske køkken. Vores nachos var ikke nachos! Vi fik nogle klamme kommenkiks, med noget på der mest lignede baked beans, og osten var ligeså ulækker. Føj! Intet er hvad det udgiver sig for i Indien!

Den hellige sø

Vi ville lige slappe af en times tid på værelset før vi gik en tur rundt i byen, så vi bevægede os op til det flotte rum. Da vi kom mærkede vi at der var nogle fliser i gulvet der bulede op og pludselig lød der også et stort knæk fra gulvet. Det var en af fliserne der knækkede. Vi fandt hurtigt noget personale og de kunne godt se at det så mærkeligt ud. Ham som bestemte af de 3 gik ind og fik også lige knækket en flise mere. Så vi fik et andet værelse uden problemer. Vi sad lidt og slappede af, før vi tog skoene på og bevægede ned mod byen.





Vi ville gå en tur ned af hovedgaden, se templet og derefter se solnedgangen nede ved søen, som Krishna havde foreslået.

Der var massevis af templer, men vi fandt aldrig det rigtige. Alle skilte var skrevet på indisk, (ikke med bogstaver som vi kender dem) så det hele lignede bare kruseduller, så vi anede ikke hvad der stod på skiltene.

Da vi kom ned for enden så vi en flok "hvide" mennesker, 6 personer. 2 fra Israel og 4 fra Argentina, vi spurgte dem hvad de var på vej ud for at se.

Panorama udsigt over Pushkar

Solnedgangstemplet på det lille bjerg

De ville se solnedgangen fra, hvor bedre end, "sunset temple". De spurgte om vi ville med så kunne vi følges, selvfølgelig! Lød da mere spændende end at se solnedgangen ved søen :) Vi kravlede op af et "lille" men stejlt bjerg, med nogle store "trin". På toppen lå et lille tempel og neden for de sidste 8 trappetrin stod der "leave shoes here". Der lå rigtig mange. På den lille terrasse foran templet var der en del mennesker, både lokale og turister. Der var en flok børn på under 10 år, som løb rundt deroppe, og drillede de store teenagere, som forsøgte at snakke med turisterne og flyve drager sammen med dem.

Den smukke solnedgang

Vi sad nedenfor trappen og snakkede, den lille halvanden timestid før solen gik ned. Man havde en flot udsigt til solnedgangen, og den var rigtig smuk. Det var dog svært at få det helt rigtige billed som vi gerne ville have det. Da solen var væk begav vi os ned fra bjerget, så vi ikke skulle gøre dette i bullermørke. Da vi nåede bunden startede der musik oppe ved templet, så måske vi gik glip af en lille solnedgangsfest, men det var fint nok, nu kunne vi nå hjem til hotellet før det blev alt fr sent. Krishna havde sagt at vi gerne måtte være ude om aftenen vi skulle bare komme tilbage før det blev "for mørkt". Sent på aftenen er de som drikker nemlig ude, og de kan godt være ubehagelige (selv om man ikke må drikke alkohol og tage stoffer her, florerer det vidst alligevel). Vi kom hjem i god behold og fik en god nats søvn.

Næste morgen tullede vi lidt rundt på hotellet indtil vi skulle være ude kl.12. Krishna hentede os og kørte os til den anden ende af byen, hvor vi tjekkede ind på et noget mindre luksuriøst hotel. Det var nemlig sådan at vores kamelsafari med overnatning i ørkenen var blevet til kamelsafari med aftensmad i ørkenen og overnatning på hotel. Dette skyldtes eftersigende, at et hotel havde holdt et "rave-party" (fest med stoffer og alkohol) ude i ørkenområdet et par dage før, så der var lidt kort snor fra politiets side. Så for tiden er det kun større grupper der overnatter derude, og vi skulle afsted selv. (Der skal vidst betales lidt, hvis politiet kommer og så tjener kamelsafariarrangøren ikke rigtig noget hvis de sender en lille gruppe ud). Nå men vi kom til det ikke luksuriøse hotel kl. 12 ca. efter at have ventet hele formiddagen på vores kameltur. Da vi ankom fik en kort introduktion til hvad der skulle ske. Vi skulle afsted på kamelryg kl. 15.30! Sååå der var da lige 3½ times ekstra venten den dag. Vi var ved at blive lidt rastløse, så efter at have læst lidt om de mulige fremtidige destinationer i et "lonely planet blad" gik vi lidt op i byen for lige at få en bid mad og lidt vand til turen. Da vi kom tilbage var det ved at være tid til kameltur. Vi havde fået at vide at vi blev hentet på kameler, så da der kom en bil kørende og chaufføren hoppede ud og sagde "camel-safari? jump in", tænkte vi bare "hvad nu? mere bøvl?". Vi kørte hen til kamelsafari kontoret, hvor vi lige skulle vente 15-20 minuter på, at kamelerne blev gjort klar og en tysk turist skulle ankomme. Nu var vi så 3. Han spurgte indtil hvorfor vi ikke skulle sove derude og vi forklarede hvad vi havde fået at vide, men han virkede ikke helt tilfreds. Nå men vi fik endelig tildelt en kamel hver, som vidst var drommedare da de kun havde en pukkel, men pyt nu med det, detalje!

Ramu

Dimi

Dimi

Frederikke fik Ramu og Michael fik Dimi. Kamel driveren trak Ramu afsted i snor og Dimi var så bundet fast til Ramus sadel, via en snor i sin næsering. 

Da vi havde reddet ud til udkanten af byen hoppede kameldriveren op på Ramu og sad sammen med Frederikke, så stakkels Ramu måtte nu bære to personer. Vi red derudaf, ud af byen og ud i landskabet. Det lignede ganske vist ørken en smule, en smule for mange træer, men jo det kunne vel godt forsvares at kalde det en ørkentur. Vi red i halvanden time før vi var fremme ved selskabets ørken-base. I øvrigt er det ikke rart at befinde sig på rykken af en kamel i galop!

Vejen ud af  Pushkar



"Ørkenen"



Solnedgang i ørkenen

Her havde de 3 små huse, et med køkkenudstyr, et som var indrettet med et lille tag over for hundenes skyld (der boede en 4-6 hunde derude midt i ingenting), og en bygning mere, som måske bruges når de overnatter derude? Vi fik snakket med vores tyske ven Manfred om Indien, og han fortalte om hans tur og hans elendige chauffør, som han havde fået udskiftet efter 2 dage, af hans ialt 19 dages tur. Så vi sad og var glade for Krishna. Kameldriverne lavede mad: ris, dal og ørkenbrød. Det blev hurtigt mørkt og vi nød den røde solnedgang med kamelerne i forgrunden. Vi spiste sammen med vores kokke og derefter pakkede vi tingene sammen i det kulsorte mørke og gjorde klar til at ridde hjem i sterneskæret.

Aftensmad i ørkenen

Mens kameldriverne gjorde det sidste klar, så vi lige en stor meteor fare over himlen, med en lang rød hale efter sig, det var hele turen værd bare at se den. Den var så stor og tydelig og fór hen over himlen for så at forsvinde igen. Vi hoppede på kamelerne igen (som forresten har fantastisk nattesyn). Vi red hjem uden problemer. Da vi kom tilbage til udgangspunktet var vi blevet lovet en bil, som skulle køre os den lille tur tilbage til hotellet. Den bil var imidlertid blevet forvandlet til en motorcykel! Efter en kort betænkningstid og et par formaninger om at køre pænt, hoppede vi op og blev fragtet sikkert de små 1,5km tilbage. Vi var hjemme kl.21.30 og hoppede hurtigt i seng efter en kort samtale med de derhjemme over skype. Vi skulle nemlig køre kl.8 tilbage til Delhi dagen efter. Lidt ømme i bagdelen af den hoppende kameltur fald vi dog hurtigt i søvn.

Morgenmaden kunne vi bestille fra 7.30 så det gjorde vi. Og vores to stykker ristet toastbrød, og to bananer var så klar kl.7.58. Indisk effektivitet når det er bedst. Frederikke var kommet i tanke om, at hun havde glemt sine øreringe på hotellet dagen før. Så hun var nede og spørge Krishna pænt om vi ikke nok kunne svinge forbi når vi kørte og se om de havde dem. Ingen problemer. De fandt da også øreringene efter et par gange at have sagt, at de ikke var der og ingen havde været på værelset siden os (selv der gjort rent deroppe, nyt sengetøj, og nyt papir omkring toilettet). Lyv lyv lyv, hvis det kan gøre livet lettere for dig! Pyt, vi fik øreringene og uden at give drikkepenge for den halve times tid det tog at finde frem til dem. Herefter stod den på en små 600km lang køretur, hvor der blev sovet lidt og ellers snakket med Krishna, og med turistkontoret, så vi var sikker på, at der var et hotel når vi kom til Delhi. Det var der heldigvis. Vi var i Delhi kl. 16.30 og kom op på vores værelse. Internettet var rigtig godt her, men værelset var MØG beskidt, det samme var sengetøjet, der var cigaretskod på badeværelsesgulvet og på væggen groede en god gang svamp opdagede vi lidt senere! Vi var dog trætte og hoppede i soveposerne og besluttede at brokke os dagen efter!