Pretoria, Sydafrika

Efter en skøn uges afslapning under Zanzibars palmer, glædede vi os alligevel til at komme videre mod nye eventyr. Bortset fra lidt turbulens mellem Zanzibar og Dar Es Salam, gik turen fint. Vi ankom til Johannesburg lufthavn sidst på eftermiddagen, og planen var at tilbringe ugen i Pretoria ca. 45min. kørsel derfra. Idéen med at tage til Pretoria, i stedet for Cape Town, som jo nok er det mest oplagte valg, var at mødes med Frederikkes veninde, Niki. Det var med en del sommerfugle i maven, da de aldrig havde mødt hinanden før. Til gengæld har de været ”penneveninder” i 15 år og stort set kun kommunikeret via post, da e-mails aldrig er gået igennem. Efter i 15 år at have sendt billeder, slik og gaver med posten, var det spændende endelig at skulle mødes. Aftalen var, at hun skulle hente os i lufthavnen, men efter 45 min. venten begyndte vi alligevel at blive en smule nervøse for, om det måske alligevel var en midaldrende mørk mand, som stod og ventede på os (som visse personer havde spøgt med). Men endelig dukkede hun op sammen med sin kæreste Gys, og vi klingede alle godt sammen lige fra starten.

 Vi spiste aftensmad sammen og vi nød endelig at få noget mad vi kendte hjemmefra (pizza og spareribs). De havde spist så det var kun os, som sad og mæskede os. Mens vi sad der kom Niki´s søster Elbe.

Vi havde fundet et rimeligt billigt guesthouse, som viste sig at være tæt på luksuriøst. Vi fik et kæmpe værelse, og køkkenet måtte vi bruge så meget vi ville. Det udnyttede vi fuldt ud, og kunne derfor spare lidt penge ved at lave aftensmad hjemme det meste af tiden. Det var virkelig lækkert at kunne slappe helt af under forholdsvis civiliserede forhold. Der var både pool og have på terrassen, poolbord, tv stue (selvom vi havde vores eget på værelset), kæmpe grill i spisestuen, som var helt åben i to sider og gratis tøjvask, hvis man gad gøre det selv og ellers kunne man betale sig fra
det. Vi viste vi ville føle os godt tilrette
i dette guesthouse.

Næste dag blev vi hentet kl.09 af Niki, Gys og hans bror. Vi startede med at køre til Union Building, som er deres parlament. Det var noget større end Christiansborg og der hørte en stor park til. Efter en let frokost, satte vi kursen mod Voretrekker museet, som skulle give os et indblik i Sydafrikas historie (efter de hvides ankomst). Det var en meget imponerende bygning, hvor man kunne komme helt op i toppen af kuplen, hvor der var et fantastisk syn over hele byen. Inde i selve kuplen, kunne man se helt ned i kælderen, hvor der var et monument, som lignede en grav. D. 16. December omkring kl.12, står solen i zenit (til dem der ikke ved det så betyder det at solen står vinkel ret over jorden, hvilket vi ikke oplever i Danmark, da det kun sker mellem 23 grader nordlig og 23 grader sydlig bredde). På dette tidspunkt skinner solen igennem et hul i toppen af bygningen og dens stråler rammer lige midt på monumentet, til minde om slaget, mellem nybyggerne og de indfødte, ved Blood River d.16.december for mange år siden. Stueetagen var pyntet med billeder af Sydafrikas historie udhugget i sten langs vægen, og i kælderetagen var der udsmykket med broderede billeder af samme historier samt en masse museums effekter fra gamle dage og fra Voretrekker bevægelsen, som er en spejderbevægelse. Sidst på dagen var vi tilbage i guesthouset, hvor vi spiste vores aftensmad på værelset.

Dagen efter tilbragte vi alene, og tog en tur ind til et storcenter, som ligger ca. 1 km væk. Her gik vi lidt rundt før vi bestemte os for at gå i biografen og se ”Hobitten”. (en biograftur i Sydafrika, billetter plus popcorn, sodavand og en pose m&m´s eller smarties, koster ca. 160kr. FOR TO PERSONER! Det kunne lido lærer lidt af!) Selv om der var så kort til centret blev vi nødt til at blive hentet og bragt af ham som var på vagt i guesthouset. Vi havde nemlig fået af vide, at vi ikke måtte gå nogen steder selv og vi måtte heller ikke tage en taxi, da de var livsfarlige at køre med. Det skete rigtig mange ulykker med dem, og de var meget korrupte og chaufførerne havde ofte pistoler. Politiet kunne man ikke regne med, da de også var korrupte. I Sydafrika må en kvinde ikke engang blive stoppet af en mandlig betjent, fordi der har været så mange sager om kvinder det er blevet voldtaget af politibetjente. Så kvindelige bilister har lov til at køre til den nærmeste politistation inden de stiger ud af bilen. Der har også været sager om betjente, som stopper biler og røver dem. Det er ret uhyggeligt, at man skal være sådan på vagt hele tiden, men vi opdagede heldigvis ikke noget ubehageligt mens vi var der.

Nytårsaftensdag havde vi planlagt en udflugt til Cradle of Humankind, og vi blev hentet kl.10 af Niki og Gys. Vi var meget spændte på, hvordan det ville være og om vi mon ville blive skuffede. Først var vi på et museum kaldet Maropeng, som igennem udstillingen fortalte om jordens og menneskets oprindelse. Det var meget sjovt lavet med en masse ting man kunne høre, se og mærke. Efter det fortsatte vi til en af hulerne som hører til det samlede Cradle of Humankind som er en samling af museet og ”Sterkfontein” hulerne, som er det sted, hvor der er gjort flest arkæologiske fund.

Det første vi så var det sted, hvor man havde fundet ”Mrs. Ples”.  Det var italienerne, som i sin tid havde opdaget hulen i jagten på limestone, som de brugte til at udvinde diamanter med. I begyndelsen brugte de et reb til at firer sig ned igennem de naturlige åbninger i skrænten, men med tiden brugte de dynamit til at sprænge en stor indgang. Alt det de ikke skulle bruge i hulen smed de i en stor bunken uden for hulen, og det var i disse ”rester”, at man fandt kraniet af ”Mrs. Ples”. Siden fundet, har man antaget, at der var tale om en kvinde, men man har siden fundet bevis for, at der er tale om en 12-13 årig dreng bl.a. pga., at visdomstænderne ikke var groet ud. Man tror resten af kroppen er gået i stykker, dengang italienerne sprang sig vej ind i hulen vha. dynamit.

Vi fik lov til at gå ned i hulen, og guiden viste os det sted, hvor man fandt ”Littlefoot”, som er det ældste komplette fund. Man mangler stadig at udgrave ca. 20 % af skelettet, og det er derfor ikke udstillet endnu. ”Littlefoot” var en meget udviklet menneskeabe, og derfor en af vores tidligste forældre og levede for 3 millioner år siden. Han havde en meget lille fod, som var tilpasset træklatring, og man mener derfor, at han har sovet i træer for at undgå hyæner og sabeltigre. Man mener også, at det er under flugt fra en af disse, at han er faldet ned gennem en åbning til hulen. Man mener ikke, at han er død af faldet på 10m., selvom han havde fået talrige skader. Det var utroligt spændende at befinde sig i denne hule, og lidt uhyggeligt at tænke på, at intet der er kommet ind i hulen (før italienerne) er kommet ud igen. Jo dybere og længere ind i hulen vi kom, jo lavere blev der til loftet og nogle steder måtte vi kravle. Nederst i hulen var der en kæmpe underjordisk sø, men ingen ved hvor dyb den er. For nogle år siden blev der sendt 3 dykkere ned for at undersøge den, men efter at være dykket 14 m. ned i bælgmørke gav de op. Den ene dykker besluttede alligevel at lave et ekstra dyk, og nogle timer senere fandt man hans iltflaske flydende i vandet. I 3 uger kunne de høre ham råbe og skrige et sted i grotten, uden at kunne lokalisere ham. 6 uger senere fandt de ham, død af skørbug. Han havde fundet en ny hule, men havde ikke været i stand til at finde tilbage i mørket. På vægen havde han ridset ”Love you mum and kids”. Efter ulykken har det været forbudt at dykke i søen, og man vil aldrig finde ud af hvor dyb den er. Det var ret uhyggeligt at høre om, og bestemt ikke et sted man havde lyst til at fare vildt.

Nytårsaften fejrede vi selv, da de ikke gør det store ud af denne aften i Sydafrika. Vi lavede selv mad, og havde en hyggelig og rolig aften. Kl.12 regnede vi med at skulle se det store fyrværkeri gå løs ud over Pretoria, som vi havde en rigtig god udsigt over, men det har lignet kl.17 om eftermiddagen over en hvilken som helst dansk by. Enkelte raketter steg til vejrs, men det var ingenting i forhold til hjemme.

Den sidste dag, som vi havde sammen med Niki, Gys og hans bror tilbragte vi i Nikis families sommerhus ved Olifants river. Det var en hyggelig træhytte uden strøm, men med en stor grill, hvor grillede på sydafrikansk manér. Fra terrassen kunne vi nyde udsigten over dalen og floden, som var blevet helt grøn af vandhyacinter. Vi fik af vide, at der var aber og slanger i dalen og Nikis bedstefar havde et par gange set leoparder i bjergene.  Vi havde en rigtig hyggelig dag, og det var en sjov og anderledes måde at opleve Sydafrika på. Vi fik en masse viden om landet lige fra deres præsident med adskillige koner og næsten 100 børn, til korrupte politibetjente og loven om, at et firma skal bestå af minimum 70 % mørke sydafrikanere (ellers får de ingen opgaver og må lukke). Disse ting ville vi ikke have kendskab til, hvis vi selv havde rejst rundt.