onsdag den 27. februar 2013

Flod tur, grotte og jungle tur, før turen går mod Bangkok

Tirsdag den 5. februar

Vi måtte tidligt op så vi kunne være klar kl.8, hvor vi skulle af sted på flodtur. Efter morgenmaden ventede vi så på at blive hentet. Bird havde åbenbart ment kl.8 Thai-tid. For vores bil kom først kl. 8.50, så vi kunne nemt have sovet en time ekstra, ØV. Men vi kom af sted sammen med det ældre ægtepar vi havde været på nat-safari med. Der var også et tysk par med herfra, samt to norske fyre. Derudover var der et fransk par fra et hotel lidt væk. På vejen snakkede vi meget med de ældre danskere. Frederikke sad overfor franskmændene, som havde travlt med at snakke om os. Frederikke måtte koncentrere sig for at kunne høre hvad de sagde pga. larmen i bilen (vi blev kørt i en ”bus”, som er en truck med stort lad, som er overdækket, og hvor der står bænke man kan sidde på). De mente Frederikke så sur og trist ud fordi hun var tvunget til at rejse med sine forældre og sin bror, og ikke ligesom dem kunne rejse, som hun ville. Det kunne vi jo så grine lidt af efter, da hun undlod at nævne for dem, at hun altså forstod alt hvad da sagde.
Da vi kom frem til den kæmpe sø, skulle vi købe indgangsbillet til Nationalparken, som søen var en del af. Det var en enormt stor kunstig sø på hele 1.300 km2 og det havde taget omkring 40 år at oversvømme området. Vi kom ud i longtailbåden og de fleste af os blev hurtigt ret våde af bølgeskvulp, men det gjorde ikke så meget for solen varmede dejligt. Mens vi sejlede af sted på søen kunne vi se hundredvis af gamle døde træer stikke op af vandet. Bird havde sagt, at de var mere end 100 meter høje men vi gik ud fra, at det bare var noget fis han sagde. Det viste sig dog at være nogenlunde rigtigt, da søen var næsten 100 meter dyb nogle steder. Udsigten var rigtig flot, da hele søen var omgivet af høje skovbeklædte bjerge.
Vi kom frem til en lille flydende ”by”, som skulle være vores base resten af dagen. Her var der også mulighed for at overnatte i små flydende bambushytter, men vi nøjedes dog med at spise vores frokost der. Vi fik ris, masser af grøntsager, frugt og en kæmpe gurami (en fisk), som de selv havde fanget i søen. Resterne af måltidet fik de andre guramier i søen, som så skulle blive til middag en anden dag – det kan man da kalde genbrug.  Vi faldt i snak med de andre unge fra bussen, og franskmændene så noget sjove ud, da de fandt ud af, at Frederikke kunne forstå hvad de sagde, og efter det var de noget så flinke. Turen gik videre ud til en grotte, som vi skulle igennem, og hvor der løb vand igennem, som nogle steder var så dybt at man ikke kan bunde, end ikke i tørtiden, som nu. Frederikke havde nogle betænkeligheder ved at skulle derud og overvejede at blive sammen med det ældre ægtepar, som ikke ville med. Hun vidste dog, at hun ville blive træt af det bagefter hvis hun ikke tog med, så efter lidt betænkningstid blev det til at vi tog med. Vi skulle sejle ca. 10 min. før vi skulle gå ca. 1,5km gennem junglen. Vi skulle over væltede træer og gennem vandløb. Vores sko blev hurtigt gennemblødte, men det ville de jo blive i grotten alligevel.
Da vi nåede ud til grotten fik vi vores lommelygter, og vores guide fik vores kameraer i sin ”waterbag”. Så var vi klar til at gå ind i mørket. Fyren fra det tyske par, Vincent, havde boet 10 år i Kbh. så han snakkede flydende dansk og var sød til at hjælpe Frederikke og de andre. Michael gik foran og Vincent gik bagved Frederikke. I starten var grotten lav så vi måtte gå lidt i knæ mange steder. Og ja, selv vi to små måtte bukke os! Der blev dog hurtigt højere til ”loftet”. Nogle steder var der bredt og man kunne gå almindeligt, andre steder var der meget smalt og man måtte kante sig mellem klipperne.  Det meste af turen gik man i vand, som varierede meget i dybden, nogle gange til anklerne og andre gang til midt på livet. Ret hurtigt blev der helt mørkt i grotten, og vi havde kun lysene fra pandelamperne, som vi måtte deles om. Efter ganske kort tid kom vi til et sted i grotten hvor der var så dybt at ingen af os kunne bunde. Vi var kun 50-60meter inde i grotten. Det kom lidt bag på os, at det værste stykke af grotten kom først, og der skulle lidt mod til, fra Frederikkes side, da Michael pludselig sagde ”nu skal du altså svømme, for den franske pige røg lige helt under vand”. Grotten var meget smal her, og vandet var kulsort og iskoldt, da det skridt for skridt blev dybere. Tøjet blev tungere, stenene på bunden var løse, strømmen trak en ud mod den lodrette og glatte klippevæg, og samtidig nedad, mens klippevæggene på den anden side var skarpe, dog med et reb langs siden man kunne holde fast i. Da Michael et øjeblik også næsten forsvandt under vandet, var Frederikke meget tæt på at vende om.  Inden vi var gået ind i grotten fik vi af vide, at der for et par år siden var 6 turister og 2 guider, som var druknet i grotten fordi tidevandet var kommet bag på dem. Det var ikke den fedeste info, når man i forvejen var lidt utryg ved at skulle svømme derinde. Vi klarede begge at komme igennem det dybe stykke af grotten, som straks blev afløst af et meget smalt stykke, hvor man nemt kunne få klaustrofobiske fornemmelser, da man forcere et lille vandfald, ved hjælp af rebet og de små stenafsatser, mens man passede på ikke at slå hovedet.
Da vi havde gået sådan længe, i skiftende vandstand, kom vi til en lille ”strand” midt i grotten. Her kunne vi se lysende øjne overalt på jorden, hvilket var kæmpe edderkopper og nogle af dem lignede lidt græshopper, og kunne selvfølgelig også hoppe. Loftet i grotten var dækket af små flagermus, og nogle af dem baskede rundt fordi de ikke brød sig om lyset fra vores pandelamper. Vi gik videre ud i vandet, og hver gang man skulle igennem et nyt vandhul lignede det bare et bundløst hul. Resten af turen blev vandet heldigvis ikke dybere end til livet, og mange steder kunne man se krabber og fisk. Frederikke var glade, da vi mødte en anden gruppe som kom i mod os med helt tørt tøj på for det måtte betyde, at vanddelen var overstået. Vi var glade da vi kom ud til floden igen, men det havde samtidig været en rigtig sjov oplevelse (i hvert fald bagefter). Turen hjem foregik igen gennem junglen, og igen kunne vi lugte elefanter, men guiden sagde ingen ting. Vi var meget bevidste om lugten, da vi boede lige ved siden af elefanter i Khao Lak. Vi læste senere, at der var elefanter i området så måske vores næser havde ret :) Da vi kom tilbage til den flydende ”by”, kunne vi slappe af lidt inden turen gik hjem og Michael fik sig en dukkert i den dybe ferskvandssø. Herefter gik det med Longtailbåd tilbage til fastlandet, hvor vi steg af båden lige omkring solnedgang, virkelig flot.
Efter en lang køretur tilbage til Khao Sok, kunne vi endelig slappe af med en god gang aftensmad og en kold øl, sammen med tyskerne og Bic Bird (og ja det Bic og ikke big), som han kalder sig. Bic Bird stod for underholdning, bl.a. viste han hvordan han plejer at gøre gulvet rent i restauranten. Han kaldte på sin hund, en stor schæfer tæve, Lily, og sagde ”play sexy”. Lily lagde sig på ryggen, Bird tog fat i forpoterne på hende og trak hende rundt i restauranten, mens hunden så ud til at nyde turen. Vi fik en masse tossede historier fra den her mærkelige mand, som er lige så sød og flink som han er tosset. Der lød en masse kvæk og Bird løb straks hen og fandt den største frø/tudse, som er hans ven, og som næsten hver aften kommer på besøg. Han holdt den på sin hånd og kaldte den ”buddhafrog”. Den store tykke frø lignede også en lille buddha som den sad der i hans hånd. Efter en masse historier var det tid at komme i seng. Vi havde aftalt med tyskerne at gå en tur ud til springvandene i nationalparken næste dag, så det med at få noget søvn før den igen stod på junglevandring.
Onsdag den 6. Februar
Vi havde aftalt med det dansk/tyske par, Vincent og Anke, at vi skulle vandre op i nationalparken fra kl. 11. Vi kom af sted og gik den samme tur, som vi to gange før havde gået. Vi nåede ud til en lille ”kiosk”, 3km ude af stien på lidt over en time. Herefter stod det på rigtig junglevandring på små stier, op og ned af skrænter, hen over væltede træer og mellem de kæmpe bambus. Det var rigtig sjovt og udfordrende og lummert. En time senere var vi ved det første vandfald, 1,5km fra kiosken. Vi gik ned til floden, der var nu ikke meget vandfald her, men det var på grund af tørtiden. Vi ville gerne have gået op til det store vandfald 1-2km længere fremme, men de to andre syntes det var nok hertil. Så vi gik ned og badede lidt inden turen gik den samme besværlige vej hjem til Nung House. På vejen hjem lugtede vi igen elefanter og halvvejs hjemme fandt vi elefantlort. Rimelig frisk, måske fra natten før. Det var lidt sjovt og vi følte os som rigtige jungleudforskere. Vi blev desuden overrasket af et par aber på vejen hjem. Den ene abe hoppede ned på en gren som gik tværs over vejen i samme øjeblik, som vi gik under den. Så vi fik lidt et chok. Det samme gjorde aben vidst for den skyndte sig at klatre langt op i de høje træer. Resten af turen gik i mageligt tempo hjem til en god gang aftensmad. P.s. klipklapper er ikke det bedste fodtøj til en 7 km. jungletur, så det endte i bare tæer.
Torsdag den 7. Februar

Vi havde på vej hjem fra vores vandretur, dagen før, bestilt sovebus til Bangkok. Vi skulle af sted fra nationalparken kl. 18.10 og bussen ville så samle os op ude ved hovedvejen kl. 18.30. Vi havde aftenen før spurgt på et homestay i Bangkok til 60kr. pr. nat, og havde i dag fået svar om, at det var ledigt, men at vi skulle være opmærksomme på at det var MEGET basic. Fint fint. Vi skulle jo bare sove der. Dagtimerne i Bangkok havde vi planer om at skulle bruge sammen med Katrine (Frederikkes lillesøster) og Emil (Frederikkes venindes lillebror), samt fætter Martin (Emils fætter).
Den sidste dag i Nung House brugte vi på at opdatere blog, få betalt vores regning, spise frokost og is og ellers bare gå lidt rundt i området. Vi købte lidt ind til turen, i form af vand og nogle kiks, som vi aldrig fik brugt. Før vi sagde farvel til Nung House og Khao Sok måtte vi lige have et billede sammen med Khao Soks største attraktion Bic Bird. Vi fik et farvel knus og satte os ud i bilen, som kørte os ud til hovedvejen. Her skulle vi så vente til 18.30. Igen var det thaitid så kl. blev da 19.20 inden bussen var der. Det var en lækker bus, hvor man kunne lægge sæderne dejlig langt tilbage, og der var puder og tæpper, så man kunne gøre sig det lidt komfortabelt til natten. Kl. 20.30 holdt vi ind på et lille spisested/butik, hvor vi fik serveret aftensmad, som var med i busbilletten. Vi købte en cola til turen og gik så om bord, hvor vi forsøgte at få lidt søvn på den lange bustur til Bangkok. Kl. 05.30 var vi fremme op Bangkok busterminal. Vi fik os en taxa og blev kørt ind til vores hjem de næste par nætter. Da vi endelig fandt det var kl. 06.30 og døren var låst, så vi måtte pænt vente ude på gaden. En time senere kom der en nordmand ud og snakkede lidt med os. Til sidst hjalp han os ind så vi kunne sidde inde og vente. Kl. 9.15 kom ejeren, en russer som hedder Evan, han var meget flink og viste os til rette efter han havde gjort værelset klar til os. Vi smed tingene ind og tog en morgen/formiddagslur på et par timer, før vi tog ud for at udforske Bangkok, som i kan læse om i næste indlæg :). 

lørdag den 23. februar 2013

Transport og slappe af dag - troede vi!

Mandag den 4. Februar
Vækkeuret bimlede tidligt. Klokken var 6.15 og vi skulle op og fange en bus ved hovedvejen. Vi havde fået af vide, at den kørte 8.30 fra Khao Lak, så vi forstod ikke helt hvorfor vi skulle være klar ved hovedvejen senest kl.7.00 når der nu kun var 7 km. Vi var dog klar derude lidt i 7. Præcis kl. 7.00 kom en bus bragende og vi vinkede den ind og ganske rigtig den kørte til Khao Sok. Så ind med os. Den stoppede dog også i Khao Lak, men noget før end på tidsplanen der hang ved stoppestedet i byen. På vej ud af Khao Lak så vi et lille museum vi ikke havde hørt om, men gerne ville have besøgt. Det var et museum, som omhandlede Tsunamien i 2004. Turen gik i raskt tempo og vi nærmede os Khao Sok kunne vi se på gps’en på vores nye smarte mobiler. Efter 3 kvarter var det dog tid til en pause. Så chaufføren holdt ind og gik ind på restauranten for at spise. Det er for resten ikke nok bare med en chauffør på sådan en bus. Der er også en billetkontrollør/sælger, som ud over at sælge billetter vinker ”dumme” turister som os frem i bussen når man er tæt på den ønskede destination, og en bagagedreng, som smider bagagen på bussen og hjælper med at få den ud igen når folk skal af. Kontrolløren og chaufføren fik i spisepausen skældt to munke ud fordi de satte sig på de første to sæder i bussen (de bagerste er beregnet til munke), og fik dem jaget længere bagud, ned forbi os. Chaufføren kom kort efter ind med to portioner mad til munkene (måske som undskyldningen for at have hundset med dem). Den ene af munkene snakkede løs og grinte, den anden nikkede bare og gryntede lidt uden at svare. Da den snaksaglige munk blev træt af sin tavse ledsager var Michael det næste offer. Han kunne dog meget få ord på engelsk og vores thai er ikke så veludviklet endnu, så det var en udfordrende samtale at komme igennem. De obligatoriske hvor er i fra og hvad synes i om thailand kom til udtryk gennem ordfattige sætninger og håndfagter. ”From?” og ”Like Thailand?”. Efter et par lignende sætninger og en masse vi ikke forstod, var der pludselig noget Michael skulle se eller høre på hans mobiltelefon. Han kom hen til vores sæder og lænede sig helt ind over Frederikke, som gjorde sig så lille som mulig (munkene må ikke være i kontakt med kvinder, så kvinder skal vige for munkene, og hvis de vil give noget til dem skal de gøre det via en mand eller lægge det på jorden så munkene kan samle det op). Denne snaksaglige munk havde åbenbart glemt sit løfte, for lige meget hvor lille Frederikke forsøgte at gøre sig, var det umuligt ikke blive berørt af hans klæde. Efter en lang ”samtale” blev vi reddet af chaufføren, som satte sig ind og startede bussen. De sidste 3 kvarters kørsel var i et meget kuperet terræn, som var virkelig flot.
Vi blev sat af ude ved hovedvejen, hvor der går en mindre vej ind til Khao Sok National Park. Her stod der folk klar med biler, og tog overpris for at køre folk ind til deres bungalows og ressorts. Vi blev kørt ind til vores destination, Nung House, et par hundrede meter fra Nationalparkens indgang. Her blev vi mødt af områdets måske største attraktion, Bird. Bird arbejder for Nung House, som hans kusines mand ejer det, og Bird ejer Nirvana Bar, som ligger lige ved siden af. Når Bird er i nærheden sker der altid noget sjovt, manden kan ikke sidde stille ret længe af gangen. Han viste os vores lille bungalow og vi smed vores bagage ind og tog computeren med op i restauranten og bestilte noget morgenmad, mens vi forsøgte at skrive lidt til jer. Det fik vi dog ikke lov til særlig længe. Bird ville vide en masse ting, og fortælle en masse historier. Vi fik dog lov til at kigge i udflugtsbøgerne nogenlunde i fred, og besluttede at tage på en 1-dagsflodtur om onsdagen, og nat-safari i aften. Så kunne vi slappe af i dag indtil kl.19.30 og så igen slappe af hele tirsdag. Sådan skulle det dog ikke gå, takket være Bird. Vi sad som sagt og slappede af og havde planer om at sole os over middag, da en tysk pige ankom kl. ca. 11.30. Hun skulle kun have en overnatning, men ville gerne nå ud på en trekkingtur i national parken før hun skulle videre. Man kan dog kun bestille ture hvis man er minimum 2 personer. Så Bird drejede omkring og fik hurtigt overtalt os til at tage med på en eftermiddagstur i parken. Vi skulle af sted 12.30 og ville så være hjemme ved 17-tiden, hvorefter vi så skulle på natsafari kl. 19.30. Stramt program, men det klarede vi nok. Vi fandt vandreskoene frem og var klar til en eftermiddag i den varme regnskov.
Elefant på afveje
Vi drog af sted med friske ben og klar på at opleve en masse, i modsætning til vores tyske kompagnon, som allerede nu så træt ud. Vi gik ikke længe før vores guide kunne vise os en væltet/knækket cementpæl og pigtrådshegn. Dette var sket 3 uger tidligere, hvor en vild elefant var kommet udefra og havde bevæget sig ind i parken (eller en elefant der havde forvildet sig ud og ville tilbage til sin flok), på den modsatte side af vejen var der store spor på skrænten efter selv samme elefant. Vi bevægede os videre ad den brede skovsti, mens vores guide kiggede til højre og venstre, oppe og nede. Det kunne godt ligne at han var skør, men ret hurtigt fandt vi ud af, at han kiggede efter alskens dyr, i form af aber, kryb, og insekter. Vi så diverse edderkopper, vandrende pinde, sommerfugle, kamæleoner og gekkoer. Pludselig havde vi gået godt 3,5 km. Her drejede vi ned af en meget mindre sti, ned til floden, som stille løb ned over de små ”vandfald”. Vandstanden er lav på denne tid af året, næsten 2 meter lavere end i regntiden. Lige før vi nådede floden "fældede" vores guide en af de kæmpe bambus der gror i skoven og sagde, at han ville lave os en kop. Mens vi gjorde klar til en dukkert begyndte han at snitte og hugge i det store stykke bambus han havde skåret af. Vi fik badet lidt i det kolde flodvand, uden at blive spist af en eneste igle, som der ellers godt kan være her. Pludselig sprang guiden også i vandet, efter at have lavet tre kopper og røget, hvad der nok har været en lille joint.
Longtailed makak
Herefter gik turen næsten samme vej tilbage af den brede junglesti. Vi blev bedre og bedre til selv at spotte dyr, og gik snart ligesom guiden og kiggede til alle sider. På vejen hjem mødte vi udover en masse gengangere af dyrearter fra turen ud, nogle longtailed makak aber. Vi har set så mange aber, at de kun var spændende et par minutter, og vores kære tysker var vidst alt for træt til at kigge på dem, så hende skulle vi ikke vente på. Vi var ret imponerede over vores guide. Han spottede dyr alle vegne, selv på bagsiden af blade opdagede han dyrene gemme sig. Men det mest imponerende var da han pludselig stoppede op på stien og kiggede ind i skoven, sagde ”vent lige” og gik 15 meter ind, væk fra stien, og kiggede op mod trækronerne. Han hentede os ude ved stien og hjalp os over pigtrådshegnet og ind, hvor han lige havde stået, og pegede op og sagde ”snake” (slange).
Grøn træhugorm
 Jaaa, hvor ser du lige den henne makker?? Der gik lang tid og meget zoomen med kameraet før vi fandt ud af, hvor den her slange var. Guiden sagde, at det var en ”viper”. Det lyder noget federe på engelsk end den danske udgave ”hugorm”. Dette var dog en fjern slægtning til den danske udgave, og noget mere farlig. MEN, hvordan pokker havde vores guide spottet den fra så lang afstand? Efter dette følte man næsten, at han måttet have set alle dyr vi havde passeret og vi derfor ikke var gået glip af noget. Han ville dog gerne have vist os både gibbon aber og ”slow lorris” men dem så vi ingen af desværre. Vi mødte masser af vandrende pinde men han sagde, at vi nok skulle finde nogle større når vi skulle på natsafari, men det gjorde vi nu ikke.
Flyvekameleon - den flyver for at undgå sine fjender
Vi kom tilbage og fik bestilt noget aftensmad og drak cola af vores bambuskopper, før vi igen måtte begive os ud i junglen. Bird fangede os lige til aftensmaden og spurgte om vi ikke hellere ville på flodtur i morgen (tirsdag) i stedet for onsdag. Der var nemlig en masse andre fra Nung House, som også skulle afsted i morgen, og så var det billigere for ham med leje af guider og biler. Det sagde vi selvfølgelig ja til. Det gjorde jo ingen forskel for os om det var tirsdag eller onsdag vi kom afsted.
Så var det bare at få noget mad i maven før vi igen skulle vandre. Det var samme trekkingtur, dog lidt kortere og i bullermørke. Vi skulle af sted sammen med et ældre ægtepar fra, ja hvor ellers, Danmark. Vi fik to hovedlygter af Bird, som vi 4 skulle dele og spare på strømmen for, at de kunne holde til hele turen, som skulle vare ca. 2 timer. Vores guide havde også en lygte, som var noget kraftigere end vores, og var forbundet til et 16V batteri som han havde langs siden, så han ikke løb tør for batteri lige med det samme. Det var en meget speciel oplevelse at være på udkig efter dyr, eller rettere dyreøjne, i mørket. Dyrenes øjne lyser nemlig op når der man lyser på dem. Så vi lyste til højre og venstre, ligesom guiden der gik forrest og lyset fra hans pandelampe bare fes rundt, til højre og venstre, og op og ned. Det var så spændende, at det ikke rigtig gjorde noget, at det var næsten samme rute, som få timer tidligere. Vi så nogle VOLDSOMT store edderkopper, nogle gekkoer og kamæleoner, og en masse andre gengangere fra eftermiddagen. Derudover så vi også frøer. Vi stod og kiggede på en af de store edderkopper da Michael pludselig siger: ” jeg kan lugte noget, det lugter som elefant”. Vores guide kunne ikke lugte noget og vi gik videre. Efter 20 sekunder stopper guiden op, finder sin lighter frem og kigger på flammen. Han vender sig om og siger: ”Der er elefanter 3-500 meter den vej” og peger op af skrænten og ind i junglen. SPÆNDENDE!! Og Michael havde haft ret! Resten af turen fortsatte i samme dur, først på vej tilbage skete der igen noget spændende. Guiden stoppede helt op og bad os være stille og stå stille. Så bevægede han sig langsomt frem mens han lyste op af skrænten. Det var ikke elefanter, tvært i mod. Det var en lille hjort, faktisk verdens mindste hjorteart. Den er på størrelse med en mellemstor hare, og er meget sjældne at se. Guiden vinkede os frem mens han fulgte den med sit lys. Vi nåede alle sammen at se den undtagen Frederikke. Hun fik skubbet til Michael så han trådte i nogle tørre palmeblade, og væk var dyret! Vi fortsatte hjemad og fik kort før turen sluttede set nogle voldsomt store flagermus, en hornugle og en skorpion. Spændende dag :)
Natsommerfugl

tirsdag den 19. februar 2013

Spøgelses-Feriebyen Khao Lak

Fredag den 1. februar
Vores meget sparsomt indrettede værelse på Seaweed hostel
Efter seks dage i Ao Nang var det igen tid til at rykke teltpælene op, (selv om vi ikke var meget for det) og flytte dem. Denne gang gik turen nord på mod Khao Lak. Vi havde fået bestilt en bustur derop til billige penge og et billigt hostel til 70kr. pr. nat. Vi skulle kun bo her en enkel nat. Busturen var en noget blandet oplevelse. En masse venten, en god bus, og en forholdsvis kort tur, kun afbrudt af et kvarters pause på en lille ”restaurant/butik”, som meget belejligt ligger midt imellem Krabi og Khao Lak.
Vi ankom til byens hovedgade og blev sat af, som nogle af de første, foran vores hostel, Seaweed Hostel. Eftermiddagen brugte vi på at gå LIDT rundt i byen, som stadig er præget af Tsunamien tilbage i 2004. Byen virker ret øde, bortset fra turistbutikkerne og en god samling skandinaviske turister. Vi ville gerne lidt uden for byen og bo i en bungalow stadig til meget billige penge. Vi fandt en meget hjælpsom dame, som havde et taxa/turistbureau. Hun forsøgte at ringe ud til der hvor vi ville bo, men ingen tog telefonen. Vi aftalte bare at køre derud næste dag og se, om der var noget ledigt for den nette sum af 20kr. Natten klarede vi i det lille varme værelse, (kun beståede af to madrasser på en betonforhøjningi i et ellers totalt tomt værelse) og stod op så vi kunne komme af sted til den aftalte tid næste morgen, efter en god gang morgenmad.

Lørdag den 2. Februar

Vores bungalow

Næste morgen spiste vi i Seaweeds café og tog derefter ud til den lille samling bungalows 7km. fra Khao Lak by. Efter lidt venten og et enkelt telefonopkald kom der dog en, som kunne give en bungalow for de næste 2 nætter. Der var INTET herude, ud over et par meget små lokale butikker, som næsten ingen varer havde. Bungalowen lå midt i en gummiplantage, som lå i Naturreservatet omkring Khao Lak. Det passede os fint efter en håndfuld dage i det turistede Sydthailand. Vi fik nogle meget sparsomme oplysninger, omkring vejen til stranden osv. Vi ville gerne på stranden, så vi ville bare gå de 10 minutter derned. Ham som ejede vores bungalow mente vist bare at de 10min var på scooter. Der var lidt halv-langt. Det eneste som vejen havde at byde på var palmer så langt øjet rakte samt en fantastisk smuk udsigt med bjerge i baggrunden. Men da vi næsten var fremme, så vi en række turister, som var på vej ud på elefanttrekking og dette gjorde det lidt op for den lange gåtur. Vi fik taget et par billeder, og gik så det sidste 25 meter ned til stranden, hvor vi brugte det meste af dagen. Frokosten blev indtaget på en af de små strandrestauranter, til næsten ingen penge.
Hvorfor vælge den lette vej ned af trappen :)

Traditionel thaidans

Hen ad eftermiddagen bevægede vi os tilbage til vores lille ”hus”, for at slappe af før vi skulle forsøge at finde en restaurant at indtage aftensmaden på. Vi fandt til sidst en lidt dyr en tæt på de store ressorts. Der var både god mad og underholdning denne aften. Vi bestilte en baracuda-steak hver - det var vildt lækkert. Underholdningen bestod af en omgang traditionel thaidans. Der var nogle thaipiger i fint tøj, som meget stolte fremførte dansen. Herefter kom der en stor tyk dreng/fyr, som lavede noget ildshow, hvor han ”spyede” ild, mens pigerne dansede. Herefter fremførte den tykke fyr og den ene af pigerne et slags skuespil, hvor hun skulle forestille at være en sommerfugle eller sådan noget, som den tykke dreng skulle fange.
Vi valgte at tage turen hjem langs hovedvejen i stedet for stranden, da stien op til vejen er kulsort om natten. Vi vandrede af sted og kom forbi en lille ”ressort-by”. En samling butikker og restauranter, som ligger lige ud for en stor række af de dyre ressorts. Vi vidste godt at der var et godt stykke vej at gå, men der nåede alligevel at snige sig lidt skepsis ind om vi nu også var på rette vej. Da vi havde gået ca. 1km. langs hovedvejen, i mørke med biler der bankede forbi i høj fart, blinkede der en knallert med sidevogn over til os. Det var en ung fyr og hans kæreste, som spurgte om de ikke nok måtte køre os hjem. De syntes, at det var for farligt at gå her med bilerne, som kørte så stærkt og der kunne jo også komme løse hunde ud fra husene. Vi hoppede op og blev kørt de sidste 800-900meter hjem. Vi havde heldigvis været på rette vej, så det tog ikke længe at komme hjem. Vi spurgte hvad vi måtte give for liftet, men det var gratis sagde han. Han ville bare hjælpe og sørge for at vi kom sikkert hjem. Han havde set os da vi gik forbi hans restaurant nede ved ressort-området, og havde syntes det var mærkeligt, at vi var gået den vej så sent på aftenen (kl. var næsten 23.00). Men tror det er første gang vi har mødt nogen, som bare vil gøre noget for os uden at få penge for det.

Stranden som stadig er præget af væltede tærer efter Tsunamien

Søndag den 3. Februar

Sidste dag i Khao Lak brugte vi hovedsageligt på stranden. Vi begav os den lange vej derned omkring kl. 9. Vi lå og solede os og snorklede lidt, selv om der ikke var så meget at se. Efter en gang frokost og et par timer mere på stranden var vi trætte og gik tilbage for at slappe lidt af og få skrevet lidt her til bloggen. Vi besluttede at tage os en tidlig aftensmad, så vi kunne få en god nats søvn før vi skulle være klar ude ved hovedvejen næste morgen kl. 7.00. Efter en lille lur nærmede klokken sig 17.30 og vi gik langs hovedvejen ned mod ressort-byen. I dag var vi desværre ikke så heldige at blive fragtet, så hele turen foregik på gåben. Da vi gik forbi en af restauranten blev der råbt efter os og en ung thai kom løbende ud til vejen. Det var vores lift fra aftenen før. Vi følte lidt at vi måtte gengælde tjenesten fra i går ved at spise i hans restaurant, så det gjorde vi. HELDIGVIS var maden rigtig god og faktisk også billig. Da vi havde spist færdig og betalt, kom han ud til os med en lille pakke frugt, som vi fik med ganske gratis! Hvis vi engang kommer til Khao Lak igen må vi hellere aflægge ham et besøg, så flink som han har været mod os :) Efter et lille kig i den lille by, betalte vi os til et lift tilbage til vores bungalow. Så var det bare at pakke taskerne, sætte vækkeuret til 6.15 og så på hovedet i seng.

tirsdag den 12. februar 2013

Ø-hop og tur til Krabi

Onsdag den 30. januar
Efter en rigtig afslapningsdag, med lidt snorkeltræning, var det i dag tid til at komme på den helt store udflugt. Turen til de 4 øer. Igen var kameraet blevet hjemme og reserve telefonen taget i brug. Vi fik vores sædvanlige morgenmad, fik sagt godmorgen til den lille gulerod, snakket med Charlie, og så var det afhentningstid. Vi blev kørt ned til opsamlingsstedet, hvor vi gjorde klar til vores dag på vandet. Vi fik en båd sammen med 4 tyskere, 3 russere, 4 kinesere og 4 thaier og så vores ”kaptajn” og vores guide. Alle dage vi havde været forbi stranden havde vandet været roligt. Men selvfølgelig i dag skulle der være bølgegang og en del vind, hvilket resulterede i at der kom en del vandsprøjt ind i vores longtailboat. Vi var ligeglade med vandet da vi jo alligevel skulle ud og bade og snorkle når der var stop ved diverse øer. Asiaterne og de to russiske damer derimod havde meget travlt med at forsøge ikke at blive våde. De hev stort set alle redningsvestene ned fra nethylderne i loftet og sad og gemte sig bag dem. En af kineserne havde sågar regnjakke på. Temperaturen lå på omkring de 35 grader og solen skinnede, så man tørrede hurtigt. Vi kunne blot se hovedrystende til mens de forsøgte at gardere sig mod bølgerne, men alligevel var mindst lige så våde som os andre når vi steg af båden. 
Det første stop var en meget lille ø, Tup Island, hvorfra man kan gå til Chicken Island når det er lavvande. Det var dog højvande og stranden var meget lille og overfyldt af de mange både og mennesker, som havde valgt samme uheldige dag at tage på øhop. Vi skulle være på den overfyldte strand i en time, hvilket den store russiske mand på omkring de 150kg (ikke muskler) ikke var tilfreds med. Han beklagede sig og bad guide tage os over til den anden ø vi kunne se (bagsiden af Chicken Island) da der var en strand uden mennesker. Han havde meget svært ved at forstå at den strand lå li i vindsiden og vi derfor ikke kunne tage derover. Vi hoppede af båden og gik en lille tur rundt på øen før vi fandt en go plads på stranden, hvor vi slappede af indtil vi skulle videre. Turen gik om til ø nr. 2 på vores tur. Læsiden af Chicken Island. Her var vandet roligt. Der var ingen strand i den lille lagune. Her var der et 40min. ophold, som var beregnet til snorkling. Et par af passagererne var dog blevet lidt søsyge på vej herom, heriblandt Frederikke. Vi kunne låne snorkel og briller (som var bedre end det skrammel vi havde købt) på båden. Vi sprang i og svømmede rundt mellem de mange fisk. Taget i betragtning at det var første gang vi snorklede gik det rigtig godt, især for Michael som plaskede rundt i vandet det meste af de 40 min. Frederikke syntes dog ikke snorkling og svømning hjalp på hendes lette søsyge, så hun besluttede at snorkle ved næste stop. Hun var dog ikke den der havde det værst. En thai af Thaikvinderne måtte have en pose at spytte lidt i, mens Frederikke kurerede sig selv ved at kigge på horisonten, under den videre sejlads. Vi kom om til en lille strand på den næste ø, som lå i læ bag de høje klipper. Her skulle vi have frokost. Der blev disket op med ris og diverse tilbehør, både stærkt og ikke stærkt, derudover var der frugt. Vi havde en times afslapning, hvor vi fik en lille lur i skyggen, mens middagssolen bagte på mange af de andre turister. Da det igen var tid til afgang hoppede vi om bord. 
Turen gik videre til Pranang Cave, som er en strand på samme ø, som Railey Beach ligger på. Vi gik lidt rundt på øen, og så grotten, som thaierne mener, er templet for hele verdens fertilitet. Så efter besøget her bør vores forældre vel være sikret børnebørn en gang ude i fremtiden J. Vi tog os en go lang svømmetur før det var tid at finde båden og vende næsen hjem til Ao Nang. Russerne valgte dog at blive og selv finde en båd hjem. Kineserne satte vi af omme på Railey Beach hvor de skulle på et af resortsne. (Vi havde undret os over, og grint lidt af at de havde medbragt kufferter til øhop turen. Det gav lidt mere mening nu). Vi blev smidt af hjemme hos Charlie, hvor vi nød en kold sodavand, mens vi prøvede at overbevise vores kroppe og hoveder om at det ikke gyngede mere. Det gik heldigvis overraskende nemt og vi gjorde klar til at finde os noget godt aftensmad efter den lange dag på havet. Vi gik forbi mange restauranter, som meget gerne ville overbevise os om at det var det bedste sted at spise i hele Thailand. Vi kunne ikke rigtig beslutte os for, hvad vi havde lyst til, så da en thaipige (som vidst aldrig har sultet) stak en seddel i hånden på os, hvor der stod: buffet 250 baht (50kr.). Så slog vi til. Der var alt muligt godt. Frikadeller, lasagne, salater, nudel- og risretter, grillet kylling, oksekød og svinekød. Brød og kager fra deres egen minibager, samt is til dessert var også med i prisen. Så vi spiste til vi næsten kunne trille hjem. Stedet vrimlede med danskere og svenskere, de fleste nok for at få en frikadelle eller noget næsten dansk kartoffelsalat. Dagen blev afsluttet med en film på værelset før vi faldt i søvn.
Torsdag den 31. januar
Vi skulle i dag flytte værelse, to etager op. Det var egentlig 60kr (300 baht) dyrere. Men vi fik det til samme pris, som det vi havde haft de første dage. Vi kom op, og forventede et værelse ligesom det vi havde, bare med egen balkon, men kom ind i et kæmpe stort værelse. Der var alt for meget plads, så det ud til, men vi fik hurtigt rodet vores ting ud over det hele så værelset ikke mere så flot ud, UPS! Vi fortalte Charlie om vores plan om at tage til Chiang Mai. Han foreslog dog at vi i stedet tog til Khao Sok National Park, da det lå på vejen mod Bangkok (Chiang Mai ligger nord for Bangkok). I Khao Sok skulle der være lige så flot natur, som omkring Chiang Mai. Der ville bare være 10-15 grader varmere. Det var dermed afgjort at vi ville tage dertil. Vi planlagde hurtigt et 3 dages stop på vej til Khao Sok i ferie byen Khao Lak, som var et af de hårdt ramte områder under Tsunamien i 2004. Vi fik skrevet emails til steder i både Khao Lak og Khao Sok før vi tog af sted på dagens udflugt. Vi håbede så på at der lå et svar klar når vi kom tilbage. Vi fik også Charlie til at booke os en busbillet til Khao Lak. 
Det meste af dagen brugte vi i Krabi. Vi tog en bus derind og ankom ca. kl. 10.30. Hovedformålet med turen var at spise smørbrød på Café Europa. En dansk ejet restaurant, som har ligget hvor den ligger nu siden 1990. Vi gik lidt rundt i byen da det var lige tidligt nok med frokost. Vi tog en lang gåtur langs havnen, hvor der bare blev varmere og varmere. Da klokken passerede 12 fandt vi Café Europa og blev mødt af de to danske ejere, som med det samme spottede at vi var danskere og havde brug for smørbrød. Silden var desværre udsolgt, og de nye forsyninger ville først komme en dag eller to senere. Så en sildemad kunne det ikke blive til. Men et stykke med leverpostej, et med fiskefilet og et stykke med pølse og kartoffelsalat stod på Frederikkes tallerken. På Michaels stod et stykke med Roastbeef, et med fiskefilet og et stykke med laks. Lækkert lækkert lækkert! Der burde have stået en kold Carlsberg ved siden af, men vi tog børnevognen og bestilte en cola hver. Vi fik et kort over Krabi og så deres mappe over ting man kunne se i Krabi, og omegn. Vi sagde pænt tak for mad og gik ud for at se på nogle af de seværdigheder vi netop havde læst om. Vi startede med at gå op og se noget gadekunst, som 15 lokale kunstnere havde udsmykket en mur med. Det var en masse flotte billeder fra området omkring Krabi. 










Her efter gik vi forbi et tempel på vej ned til byens hovedgade. Michael gik ind og så templet indefra, mens Frederikke pænt ventede udenfor da hun havde glemt at iklæde sig en trøje med ærmer, og derfor ikke må gå ind. Der var ingen til at håndhæve disse regler, men vi overholdt dem nu alligevel. Vi mødte to munke og Michael spurgte om han måtte tage et billede af dem mens de sad og mediterede eller hvad de nu var i gang med. Det måtte han gerne. Vi gik ned af den flotte store trappe og var så nede i byen.  










Her tog vi billeder af to af byens 4 berømte lyskryds. Vi så et med en forhistorisk halv mand/ halv abe, og et med sabelkatte. Vi ville ikke gå alle 4 km. ud af vejen for at få de sidste to med, et med ørne og et med elefanter. Vi bevægede os i stedet for ned til havne fronten. Her blev vi hurtigt overtalt, mens vi var at tage billeder at to af byens statuer, til at tage på en bådtur ud til en fiskefarm og en klippehule. En tur på en time til 100kr., for os begge. Vi sejlede af sted i en lille longtailboat og kaptajnen snakkede løs om alt muligt og vi forstod da også store dele af hvad han forsøgte at fortælle. 


Turens første stop var ved fiskefarmen, hvor vi fik lov at se og røre både, panserkrabber, boxfisk, og kuglfisk samt fodre snapper. Efter dette underholdende indslag sejlede vi over til en grotte. Her findes nogle af Thailands ældste hulemalerier. Vi brugte et kvarters tid til at udforske hulen, og de små "udstillinger" der var sat op derinde. Turen gik tilbage til kajen og en times tid med oplevelser var gået. Vi fandt busen og kom tilbage til Ao Nang. Vi fandt noget streetfood til aftensmaden, og gik så hjem til den sidste nat i "Charlies hus". Pakning gad vi ikke da vi først skulle afsted kl.10 næste formiddag, hvor dagen stod på bus tur til Khao Lak

Oplevelser, sjov og balade og afslapning

Mandag den 28. jan.
Vi havde bestilt en kajaktur rundt i en nærliggende mangroveskov. Så vi stod ”tidligt” op så vi kunne få noget morgenmad før afhentning. Vi blev samlet op, sammen med vores engelske venner, Nikki og David. Vi kørte i ca. 45 minutter før vi var fremme ved kajen, hvorfra vi skulle ro kajak. I bilen var også 5 thailandske fyre, som skulle have en heldagstur derude, hvorimod vi kun skulle have en halv dag. Da vi kom frem til kajen var det åbenbart tid til en pause, efter vores 45min. venten i bilen. Man kunne købe diverse småting, the, kaffe, chips, sodavand, kiks og andre ting i samme dur. Det er stort set de samme ting i alle de små butikker ved seværdighederne. Vi fik udleveret vandsikre tasker så vi kunne have vores kamera med ud i båden. Kameraet var i dag erstattet med Michaels gamle mobil, som siden købet af de nye mobiler er blevet brugt, som kamera når der er vand i nærheden. Vi skulle ro i en stor gruppe med en enkel guide. Der var selvfølgelig redningsveste til alle der ønskede at have dem på. Vi mente dog godt vi kunne klare os ude. Vi skulle ro det meste af turen på forholdsvis lavt vand og der var mange mennesker i nærheden hele tiden. Og kajakkerne var nogle NÆSTEN væltesikre bredde plastic kajakker. Så vi valgte livet ”on the wild side” og begav os af sted uden. Ligesom alle de andre europæere, hvorimod samtlige asiater havde redningsvest på. Vi har en mistanke om at de ikke kan svømme! J Alle kajakkerne var to’er kajakker. Så det var tid til teamwork. Der var flere hold der blev sendt af sted samtidig, så der var meget venten indtil grupperne var delt op og guiden begyndte at dele informationer ud. Vi var lidt frustrerede over de manglende informationer om retning, hvem der skulle følges ad, tempo osv. Men vi slog koldt vand i blodet og roede stille af sted mens flere bagved havde problemer med at styre deres kajakker. Frederikke har gået til kajak i flere år, og Michael havde også roet en del i gymnasiet. Så vi vidste begge hvordan sådan en skulle sejles. Vi morede os lidt over nogle af de andres forsøg, og nød de smukke omgivelser. Især to kajakker havde en del problemer. Begge kajakker var med 2 thaipiger, og i begge tilfælde burde hende der sad forrest nok være blevet hjemme. De var i hvert fald ikke interesseret i hverken at ro eller se på den vidunderlige natur. Det meste af tiden lå de bare med lukkede øjne og en hat over hovedet, eller sad og spiste de mange poser chips de havde købt på kajen og medbragt på turen. Også thaidrengene havde ind i mellem problemer, især det ene hold kom senere uheldigt af sted, men det vender vi tilbage til. 
Første ”rigtige” stop var ved en lille lagune, hvor der kunne fodres aber. Vi havde roet mindre end 10 min. så vi blev som de eneste i kajakkerne mens andre gik i land på den lille strand, og kiggede på aberne, som kom kravlende ned for at få frugt, som nogle af de andre guider havde med til deres gæster. Vi havde set rigeligt med aber i Indien, så vi syntes ikke vi gad hoppe ud af kajakkerne. Vi tog et par billeder og hjalp guiden med at sørge for, at alle fra vores gruppe var med. Vi roede videre efter 5-10 minutter. Vi lå forrest sammen med guiden og han fortalte om skoven og klipperne og øerne rundt omkring. Vi kunne bl.a. se over til ”James Bond Island” øen hvor filmen ”The man with the golden gun” blev indspillet. Der gik også ture over til øen, som man kunne købe flere steder. Vi styrede dog den modsatte vej, ind mellem klipperne og ind i en lille kløft. Der var virkelig lækkert og fredfyldt. Vi nød stilheden og de vidunderlige klippeskråninger, mens vi flød langsomt af sted. Pludselig blev stilheden dog afbrudt, midt i vores guides forklaring om stedet, som vi var ret interesseret i at høre. En kinesisk pige på 6-8 år, som var af sted med sine forældre og onkel, skrålede løs med noget der lød som kinesisk klagesang! Vi var begge tæt på at råbe om ro, fordi vi først troede det var thai-pigerne, men man kunne næsten ikke gøre det når det var den lille pige, PIS! Da klagesangen var slut var hendes forældre og onkel og et par af thaipigerne så flinke at klappe af hende. Chancerne for at se nogle vilde dyr var da skrumpet med næsten 100 % på grund af den larm, men det er vidst ikke noget asiaterne går så højt op i. Efter kløften drejede vi ind i sumpskoven. De to både med thaipiger troede vidst stadig de var på åbent vand, for den bagerste roede løs for fuld kraft og kunne derfor ikke styre båden gennem de mange sving. De endte flere gange med at holde på tværs og få vendt kajakken om, og kollisioner stod de også for i stor stil. Så det var med at holde sig på behørig afstand af disse padlende psykopater. 
Vores guide var meget i nærheden af vores båd og vi fik mulighed for at spørge ind til flere ting, når han ikke bare forklarede løs af sig selv. Han fortalte at vi snart kom til et sted, hvor der stort set altid er ”black monkeys”. Han forklarede flere gange hvordan man skulle forholde sig hvis aberne hoppede over på kajakken, hvilket de ofte gør. Man skulle forholde sig roligt, padle videre, og ikke forsøge at røre aberne. De kan godt finde på at røre menneskerne men hvis man rækker ud for gengælde berøringen, vil de opfatte det som et angreb, fordi man er så meget større. Hvis de tager noget fra båden skal man ikke forsøge at tage det tilbage, man kunne dog sikre sig ved at have sine værdier fast på kroppen. Michael tog remmen fra vores ”water bag” omkring foden så de ikke kunne løbe med den. Havde man vandflasker skulle man bare lade aberne tage dem, for de kunne ikke drikke vandet i området, da det var saltvand, så de var ofte tørstige. Guiden sagde desuden, at hvis aberne opdager at der er gennemsigtige plasticposer på en kajak vil de forsøge at komme derhen. De har nemlig lært, at poserne som regel indeholder noget spiseligt. Der gik da heller ikke mere end et par minutter efter hans instrukser før vi så aber på klipperne på den ene side og kort efter i træerne på den anden. Han roede lige foran os og sagde ”That one is gonna jump to your boat” og ganske rigtig en mellemstor abe sprang over på vores kajak. Vi forsøgte at ro videre, men ville samtidig ikke ramme aben med pagajen. Den spankulerede dog rundt som om den ejede båden, så det var svært bare at ro. Pludselig råbte guiden til os, at vi skulle bremse. Det ene hold dumme thaipiger sejlede foran og guiden bad os holde afstand fordi deres båd var fyldt med chips og det havde aben set. Den bevægede sig forbi os begge på båden henover ben og fødder, frem mod fronten af kajakken. Herfra hoppede den over på guidens båd, tog hans vandflaske, bed hul i siden af den, og drak den lille smule vand der var i, og smed så flasken i vandet. Guiden nåede lige at samle den op før den kom for langt væk. Han roede tæt over på træerne og aben hoppede af. 5 minutter og mange aber senere hørte vi pludselig råb fra en af kajakkerne bagved. Det var to af thaidrengene, som havde fået sig en gæst ombord. De råbte og skreg og fægtede med pagajen og kort efter lød der et ordentligt plask. Efter deres panikanfald var de væltet, til stor morskab for både os og deres kammerater. Guiden vendte hurtigt kajakken og roede tilbage for at hjælpe. Resten af turen foregik stille og roligt gennem landskabet af små vandstier mellem træerne, og omkring klipperne, før vi nåede ud på åbent vand igen. Herfra var der en kort tur på 300meter i modvind og modstrøm der skulle overvindes før vi var tilbage på kajen. Da vi nåede over til kajen og ventede på, at det var vores tur til at komme op, kom nogle af thaipigerne bragende ind i siden på os. Vi afværgede dem med hænderne, rystede på hovedet, og holdt fast i deres kajak så de ikke kunne lave flere ulykker før de blev hevet op af vandet. 
Vi havde nydt turen og det samme havde Nikki og David. Vi blev kørt tilbage til Ao Nang sammen med Nikki og David og to andre par, som også kun var på halvdagstur. Vi var tilbage omkring kl. 14 og resten af dagen blev brugt på stranden. Vi satte os sidst på dagen op på en strandrestaurant og bestilte en øl og en Campari, som vi nød mens vi ventede på solnedgangen. Vi spiste samme sted og mens vi ventede på maden kunne se, hvordan solen gik ned bag nogle af bjergene ude i horisonten. Vi havde aftalt med Nikki og David at mødes med dem på Reggae baren kl. 20 til en enkelt drink. Vi kiggede butikker mens vi ventede på at klokken skulle blive mange nok til at finde baren. Vi ankom næsten samtidig og satte os ind for at få vores drinks. Den ene drink blev dog til flere, og efter 3 omgange med Thai-buckets (Thaispand) var vi rundtossede nok til at bevæge os hjem. En Thaibucket er en lille spand på ca. 1 liter, hvor man får whiskey blandt med hvad man nu ønsker, sprite, cola, red bull eller noget helt tredje. Der bliver ikke sparet på spiritussen, som der gør derhjemme, så de rammer ganske hårdt de store drinks til 40kr. Vi var hjemme kl.23.30 efter en hyggelig aften, med lækkert live musik.
Tirsdag den 29. jan.
Efter gårsdagens udskejelser mente vi, at det var ok at sove til kl.9. Vi nåede lige at få lidt morgenmad inden køkkenet lukkede. Vi ville gerne nyde dagen på stranden, og Charlie foreslog, at vi tog et smut over til Railey Beach. Han forklarede os vejen, og vi begav os af sted ned mod stranden. På hjørnet af strandpromenaden ligger der en lille billetkiosk, hvor vi måtte lægge 80 kr. for to returbilletter. Vi ventede ikke længe før båden var fyldt, og den satte kursen mod Railey Beach. Det var vores første tur i Longtail boat, og det var en ganske behagelig tur. Båden mindede lidt om den vi sejlede med på Zanzibar, vi havde dog lidt mere tiltro til, at denne båd rent faktisk kunne nå hele vejen uden at synke. Turen tog små 10 min., og vi blev sat af på den lækreste strand med kridhvidt sand. Vi besluttede os for at få lidt frokost samt lidt salt til at stabilisere kroppen efter alle de Thaibuckets dagen før. Det gjorde godt at få lidt i maven, og vi udvalgte os et skønt sted i skyggen af et stort træ, hvor vi fik en lur. 
Der gik dog ikke længe før en thaimand fik Frederikke overbevidst om, at det var meget nødvendigt, at hun fik ordnet fødder. Det tog en halv time med fod- o benmassage og kostede hele 50 kr. Nu da vores energi var ladet op, mente vi, at det var tid til at afprøve de nyligt indkøbte snorkler, da der var planlagt en snorkeltur dagen efter. Der var ikke voldsomt mange fisk så tæt på land, men vandet var skønt, klart og farven blå. Vi tog longtail båden tilbage til Ao Nang sidst på dagen, og vi faldt over noget vildt lækkert streetfood på vejen (de har små vogne, hvor de laver og sælger alverdens mad, som smager himmelsk). Vi fik forårsruller, indbagte rejer, kyllingelår, majskolber, ris og vandmelon – alt sammen for omkring 50 kr. Vi tog det med hjem, og spiste det hos Charlie.

Ao Nang - Badeferie i et par dage.

Lørdag den 26. Januar
Efter ankomsten til Krabi lufthavn havde vi et sjovt lille gensyn med to norske gutter vi havde mødt i Singapore. De skulle egentlig prøve at finde et job på en restaurant i Singapore, men de var vidst mest indstillet på fest. De fik i hvert fald drukket nogle øl da vi var i Singapore. Nu ville de holde lidt billig ferie og til ”Full moon party” i Thailand, før de ville drage tilbage og forsøge sig på ny som kok i storbyen. Vi klarede os nemt igennem paskontrollen, og fik vores turistvisa, gældende 30 dage. Denne dag var den 26. Og vi havde købt billet til Vietnam med afgang den 19. så det overholder vi snildt. Vi fik købt os et lift med en taxa til Ao Nang, som ligger ca. 20km. fra Krabi. Vi havde booket os ind på et lille hotel på hovedgaden, som skulle være nemt at finde. Vi ville egentlig bo et andet sted hos en dansk mand, men på nettet stod der at han var fuldt booket den første nat. Da vi havde sat vores ting på værelset gik vi ud i byen, dvs. ned ad hovedgaden, for at finde ”dansker-huset”. Det tog os lidt tid da vi kom lidt på afveje, men til sidst lykkedes det os da at finde ham. Vi kunne få et værelse fra næste dag og så langt frem vi ønskede det, men vi skulle være hurtige så han kunne lukke værelset, så vi ikke blev overhalet indenom af en onlinebooking. Vi slog til og bestilte i første omgang 4 nætter, 27.-31. Jan. 
Det var hen sidst på eftermiddagen så vi fandt tilbage til VIP Hotel og satte os op på vores lille altan. Her var en fantastisk lækker udsigt, til skov, bjerge og by. Vi nød solens varme stråler og glædede os til de kommende dage i sol og sommer. Da klokken nærmede sig 18 og solen var på vej væk, gik vi ned for at finde lidt aftensmad, vi gik lidt væk fra bycentrum til udkanten. Først købte vi lidt frugt på markedet, der efter fandt vi os en lille restaurant tæt ved hotellet. Vi fik en dejlig aftensmad, hvor Frederikke fik en kokosnød, som var udhulet og fyldt op med rejer, og fisk i karry, not spicy! Hvilket de vidst have glemt, for hun havde nær brændt tungen og læberne af ved første mundfuld, men det smagte godt så det gled ned, med lidt cola til. Vi hoppede tidligt i seng da vi ville flytte vores ting tidligt næste dag, for ikke at spilde en hel dag mere på at flytte.
Søndag den 27. Januar
Vi var oppe kl. 8.00 og tog os et dejligt morgenbad, og gik så ned og bestilte en gang morgenmad. Stedet var ejet af en englænder, så den stod jo på engelsk morgenmad :p det kan vi godt lide. Efter at have fyldt maverne med bacon, pølser, toast, frugt og hvad der nu ellers hørte med, tog vi rygsækkene på skulderen og gik de få hundrede meter ned til Charlie i ”Baan Taveersi”. 
Det værelse vi skulle bo på var tomt, men ikke rengjort. Vi fik dog lov til at smide taskerne ind. Vi pakkede en lille taske med håndklæder, og begav os så af sted mod stranden, efter en lille snak med Charlie, som vidst syntes det var hyggeligt at snakke lidt dansk, selv om det var svært at huske de danske ord, som nogen gange blev byttet ud med et engelsk. Vi fik bestilt en kajaktur til dagen efter. Da aftalen var på plads gik vi den lange varme vej ned til stranden. 20 min. gang ca. Hvis man ellers ikke falder i turistfælderne, som er sat op langs hovedvejen de sidste 3-400 meter ned til stranden. Det er meget svært især for kvinder at bevæge sig forbi uden at falde i på vejen. Efter 30-40minutter nåede vi stranden (I det mindste købte vi ikke noget denne gang). Vi nød solen, badede og slappede af. Vi gik hjem efter et par timer for ikke at begå turistfejl nummer 1: at blive solskoldet den første dag på stranden! 
Vi nød lidt kolde drikkevarer da vi kom tilbage til Charlie og Frederikkes nye bedste ven, Carrot (gulerod). Det var den frækkeste lille korthåret golden retriever, på 5 uger. Moderen boede lidt længere nede af vejen og var en gammel hund på 11 år, som ikke havde mælk nok til sine hvalpe. Charlie og hans kone Jeab havde derfor sagt ”ja” til at tage Carrot (de tog hende vist mest uden at spørge, fordi ejerne ikke var gode ved deres hunde) . Hun er noget så legesyg og glad for at bide i alt hvad de små tænder kan få fat i. Især hænder, fødder, ben, maver og hvad der ellers lige er inden for rækkevidde. Vi faldt i snak med to flinke og friske englændere på vores egen alder, som syntes at vores plan for næste dag lød vildt sjov. Så efter lidt snak besluttede de at forsøge at komme med på samme tur, og det kunne godt lade sig gøre. Vi gik ud og købte lidt godt til maven og så hjem på værelset, og se en film (som man kunne låne gratis af Charlie). Der var købt godt ind af knap så ægte film. Så der var masser af titler at vælge imellem. Efter filmen var det på hovedet i seng så vi var klar til udflugten, som skulle starte 08:30 med opsamling lige uden for den lille port ind til ejendommen.

onsdag den 6. februar 2013

Malaysia – Kuala Lumpur næste stop

Vi ankom til Central Station i Kuala Lumpur (KL fra nu af) med toget fra Singapore. Herfra skulle vi lige orientere os, og veksle penge osv. Vi fandt hurtigt metroen til den station, som vi skulle bo nær ved. Vi steg af på rette sted og bevægede os ned på gaden. Herfra var vi så rimelig fortabte. Der stod i beskrivelsen til vores hostel, at det lå 3 min. gang fra stationen, så vi begav os af sted i, hvad vi troede var, den rigtige retning. Efter ganske få meter spurgte vi en taxachauffør om vej, han virkede ikke helt sikker, men vi fulgte hans vejledning. DUMT TRÆK. Vi gik og gik og taskerne blev tungere og tungere, da vi havde gået i små 10 min. spurgte vi igen om vej, og endnu en gang fik vi et nervøst og usikkert peg. Vi fandt et vejnavn, som også var indtegnet på vores meget mangelfulde kort, og drejede ind. Det viste sig at være den modsatte ende af vejen end vi troede. Så vi vandrede videre og spurgte flere gange, men Malayerne, især de kinesiske i Chinatown, talte ikke særlig godt engelsk. Efter en lille halv times gang var vi endelig fremme ved vores hostel, hvorfra vi kunne se over til metroen! Vi havde gået en kæmpe omvej! TAK FOR HJÆLPEN! Nå men vi fandt os hurtigt til rette på vores værelse, som ikke var andet end et rum med en seng og to små natborde og en a/c. Klokken nærmede sig spisetid, så vi gik ned på gaden og bevægede os i retning af nogle høje bygninger, i håbet om at finde noget mad. Vi blev hurtigt klar over at dette var den gale vej, og forsøgte os igen med at spørge om vej. Denne gang med mere held. Vi blev rådet til at tage metroen ind til noget der hedder KLCC (Kuala Lumpur City Center). Det ligger inde mellem/under tvillingetårnene, Petronas Towers. Et KÆMPE shoppingcenter. You name it, and they got it! Alle slags butikker var at finde der, hvilket vi senere på turen gjorde brug af. Vi var, som så ofte før i pizzahumør og fandt en lækker italiensk restaurant, hvor vi kunne sidde udenfor og kigge på det store springvand.
Efter maden gik vi ned for at se på springvandet, som nu var fyldt med lys, og musikken bragede ud af højtalerne, mens vandet sprøjtede i forskellige rytmer og mønstre. Det mindede lidt om vandshowet i Singapore dog mindre imponerende. Det var faktisk først da musikken stilnede af og vi vendte os om for at gå ind i centret igen, at vi opdagede at vi var ved tvillingetårnene. De var sindssygt flotte, fuldt oplyste i den mørke aften! Vores billeder retfærdiggør ikke helt det imponerende syn, men I får da en lille idé om det. Vi bevægede os tilbage til metroen og kom sikkert hjem på ingen tid.


Dag 2 var planen at mødes med Frederikkes kammerat fra Frankrig, Hugo. Vi havde aftalt at mødes hos ham kl.11, han boede på et hostel lige i nærheden. Vi var der 11.02 og kom ind i receptionen, for at vente på ham. (Vi regnede ikke med at han var der lige til kl.11. Fransk tid er ikke det samme som dansk, og det akademiske kvarter kan let udvides til en time eller mere). Så vi ventede længe uden at se noget kendt ansigt. Da der næsten var gået en time lånte vi stedets computer og gik på facebook, vores eneste kontaktmulighed, og så at han havde skrevet, at han var kommet for sent op og derfor ikke kunne være klar til kl. 11, men at vi kunne mødes til aften i stedet.  Vi skrev at vi kom tilbage kl. 18, og at han måtte give besked hvis tidspunktet ikke passede. Så drog vi på udflugt selv.

Vi tog igen ind til KLCC, hvor der tæt ved ligger et stort akvarium, lidt a la Kattegatcentret. Vi regnede med noget større og vildere, når nu alt her udadtil virker storslået. Det var dog en knap så imponerende oplevelse der ventede os.
Mange små akvarier og terarier, men ikke kritisable, som i Indien.  Det var meget hyggeligt at gå rundt og se de mange eksotiske fisk. Vi drog tilbage så vi kunne være hos Hugo til den aftalte tid. Vi måtte dog vente til klokken var 18.30 før Frederikke lige nåede at få et glimt af Hugo, som meget kort var forbi receptionen for at kigge efter os. Det er ikke en Frederikke har snakket særlig mange ord med i Frankrig, da de gik i hver sin klasse. Vi fangede ham dog inden han forsvandt igen og gik med ham og hans nye venner fra hostellet ud og spise.
Vi spiste på en stor gadecafe i Chinatown. Vi fik bestilt og ganske kort efter lød et ordentligt brag, og flere af pigerne ved bordet (vi var 14 i alt til bords) gav da et forskrækket skrig fra sig. En vældig larm brød ud, trommer og haihatte i noget, som ikke virkede til at have den store rytme, men lød mere tilfældig. To kinesere iført drage/løve-kostume begyndte at danse og springe rundt. Nede på gaden til at starte med, men de bevægede sig hurtigt op på nogle stolper. De lavede nogle vilde tricks og det var ret underholdende at se på. Efter at have hoppet rundt på stolperne fik de hver sit kostume og bevægede sig ned af gaden, lige forbi os, det samme gjorde trommerne og larmen.
Vi fik ro til at snakke lidt ved bordet, men det varede ikke længe før de kom tilbage for at afslutte deres opvisning. Vi fik en god video af deres udskejelser til minde om denne anderledes oplevelse. Efter maden ville Hugo og de andre ind til Tvillingetårnene og se dem med lys på. Vi havde jo været der dagen før, så vi besluttede at gå rundt i Chinatown og se på de mange små boder. Vi aftalte med Hugo at tage ud og se sommerfugleparken næste dag sammen. Vi trissede lidt rundt, købte lidt frugt og tog derefter tilbage til værelset.
Dag 3
Formiddagen skulle bruges til at kigge lidt på lokalområdet. Vi ville gerne prøve noget fiske-fodmassage vi havde læst om. Dette kan man i Central Market, som er en slags indendørs basar. Vi fandt det rette sted, efter at vi havde været fremme ved Central Market, fundet ud af at vi havde glemt pungen der hjemme, hentet den og gået tilbage igen. Så gik der jo også en halv time med det J.
Vi bestilte 10min, til 10kr pr. næse. Det foregår sådan, at man sætter sine fødder og underben ned i et akvarium med bænke til at sidde på. Nede i akvariet er der så nogle fisk, som er rigtig glade for at spise døde hudceller.
Vi stak fødderne i, men de kom hurtigt op igen! Det kildede ustyrligt meget. Vi var flade af grin til at starte med, og vi så så glade ud, at to australier besluttede, at de også ville prøve. Da vi havde øvet os lidt i ikke at grine, blev vi lidt bedre til at have fødderne nede i vandet i stedet for oppe på bænken, især Frederikke blev ret sej til det. Efter vores underholdende indslag, fik vi en god frokost, med et ORDENTLIGT stykke henholdsvis, chokoladekage og chokoladebrownie, til dessert. MUMS! Vi tog tilbage til vores hostel for at tjekke facebook, så vi vidste om Hugo stadig ville med i sommerfugleparken.
Det var blevet lidt senere end planlagt aftenen før, så han havde haft brug for at sove lidt ekstra, og ville derfor gerne udsætte en time, da han var kommet bagefter i sin tidsplan, fint nok. Vi drog af sted mod sommerfugleparken og fandt den da også ret nemt. Vi gik rundt og så på de mange sommerfugle og tog en hulens masse billeder. Det var virkelig svært at få et rigtig godt billede, da lyset ikke var så godt, og kameraet ikke ville fokusere på sommerfuglene når vi zoomede. Men nogle enkelte rigtig gode billeder blev det da til. Parken lukker kl.18, men allerede 17.40 kom der en mand rundt og jagede os mod udgangen. Her fandt vi ud af, at der var en udstilling med biller og sommerfugle, som vi så ikke kunne nå at se, da parkbetjenten slukkede lyset så snart han havde fået os ind i rummet, og vi endte, som man jo altid gør, i souvenirkiosken. Vi købte os en is og gik tilbage for at få aftensmad. Vi sagde farvel til Hugo, spiste, og skyndte os så hjem for at undgå det tordenvejr der var under opsejling. Vi nåede lige præcis hjem før det gik løs med buller og brag.
Dag 4
Denne dag skulle bruges til sightseeing og til en elektronisk investering. Vi havde været en tur forbi Nokia-butikken, i storcentret ved KLCC, et par gange og var begge blevet forelsket i hver vores mobiltelefon, og ikke mindst i prisen. Vi snakkede med en rigtig flink og hjælpsom ekspedient. Vi besluttede lige at tykke på det mens vi kiggede rundt i byen. Vi gik ud for at finde et storcenter, som eftersigende skulle indeholde intet mindre end en lille forlystelsespark. Vi fandt det da også nemt, og gik ind for at kigge.

Først kunne vi ikke se nogen forlystelsespark, men da vi kiggede på informationstavlerne kunne vi se at vi først lige skulle op på 5.sal. Vi var lidt skeptiske over, hvor stort det nu kunne være, når det lå så højt oppe. Men hold da op. Der var en kæmpe rutsjebane med loops og skarpe sving, og vognene drønede af sted. Vi gik ikke ind i ”parken”, da det var nok for os bare at se dette mærkværdige syn. Der var da også en bueskydningsbane og en bowlinghal med 48 baner, og det kostede 30kroner at tage et spil. Vi bevægede os rundt i centret lidt og så på rutsjebanen, som gik helt op til 10.etage. Desuden fandt Frederikke et virkelig sjovt skilt på toilettet. Åbenbart kan nogle mennesker ikke finde ud af at bruge et såkaldt, Europæisk toilet, og tror at man skal stå på brættet, fordi de er vant til at bruge deres huller i jorden :)
Vi bevægede os ud på gaden og gik i retning af TV-tårnet. På vejen stoppede vi op, da den ene politimotorcykel efter den anden kom susende forbi og på skift stoppede op for at stoppe trafikken, hvorefter en række biler kom også med blink og høj fart, kun den midterste sorte bil havde ikke blink på og gennem de halvtonede ruder kunne fik vi et kort glimt af en person, som nogle vi snakkede med mente, måtte være en af de højtstående ministre. Ikke lige sådan Magrethe Vestager bliver ført gennem Kbh. Vi gik op til tårnet, men ville ikke betale for en tur op i det. Vi beundrede det nede fra og gik lidt rundt på området, hvor der bl.a. var en formel 1 simulator, som Michael kiggede langt efter, men besluttede sig for ikke at prøve, men havde lillebror og far været med var det nok blevet til en dyst bag rettet.
På vejen tilbage til KLCC slog vi et smut rundt i parken uden for, hvor der var rigtig flot og hyggeligt. Det var blevet sidst på eftermiddagen og vi gik tilbage til Nokia-butikken for at investere henholdsvis 3700kr og 1500kr. Ekspedienten hjalp os med at lægge diverse app’s over, samt at klippe vores sim-kort så telefonerne kunne bruges med det samme. Vi gik begge glade derfra og under aftensmaden blev der ikke udvekslet mange ord indbyrdes, da vi begge var travlt optaget af det nye stykke elektronik. Vi blev i centret fordi vi ville se det kinesiske løve-show kl.18. Vi fik en god plads og kunne se et show der lignede lidt det vi have set i Chinatown, bare lidt mindre avanceret, men stadig flot. Da vi kom hjem, gennem regn og lyn og torden, uden at blive alt for våde, var det elektroniktid. Vi hentede apps, spillede nye spil og hvad vi nu ellers kunne finde på, på de nye apparater.
Dag 5
Vores sidste dag før det var tid at tage videre mod Thailand. Vi tog ud til noget, som hedder Batu Caves. Det er nogle huler, hvor der er lavet et tempel og hvor man kan bringe guderne gaver. Dagen før havde der været den årlige festival, hvor nogle meget troende trækker biler, via en række kroge der er sat fast i huden på ryggen, samt andre pinsler. Der er selvfølgelig også nogle, som tager den mindre smertefulde vej, og bevæger sig de 276 trin op til hulen, hvor der hovedsageligt ofres mælk til guderne. Vi fik taget billeder med nogle lokale, som vi spurgte ind til nogle af skikkene, og de fik også taget et billede af os uvidende danskere. Alle der kom for at bede var helt klædt i gult og med hovedet barberet og farvet gult. Det sidste var dog primært mænd og børn, hvor imod kvinder har håret pyntet med nogle hvidgule blomster. Fx tager forældre deres børn med derop, for at bede om klogskab til dem således, at de kan klare sig godt i skolen. Hele området omkring grotterne virkede rigtig spændende. Det var dog en smule beskæmmet af festivalen dagen forinden, som der ikke lige var blevet ryddet helt op efter. På vej til og fra grotten skulle man også forbi en lang række boder, flere med MEGET højt musik, hvilket ødelagde oplevelsen en del, da dette hellige sted, ikke virkede helt så helligt igen. Det skal siges, at vi ikke ved om boderne altid står der, eller det kun var på pga. festivalen.

Efter vores tur i Batu Caves besluttede vi os for at gå forbi Merdeka Square, som er et stort græsareal foran parlamentsbygningen, og hvor man har verdens højeste flagstang, 100 meter. Det malaysiske flag vejrede i vinden, men vi kunne ikke komme helt op til den, da der desværre var gang i et større renoveringsprojekt. Vi havde nok heller ikke set store ud ved siden af den enorme fanebærer.
Vi begav os op mod den botaniske have, som vi også gerne ville igennem. Før vi gik derned tog vi dog en kort afstikker forbi national monumentet. En virkelig flot statue, som symboliserede Malayernes kamp for frihed hovedsageligt fra japanerne, og skal ære de, som døde i kampene. Da vi gik tilbage mod den botaniske have, havde nogle sorte skyer truende nærmet sig denne del af KL. Vi havde fra de foregående dage lært, at bygerne kan blive ret heftige, så turen gennem den botaniske have blev ret forhastet, og vi fik ikke tid til at stoppe op alle de steder vi gerne ville. Vi kom desuden lidt på afveje og efter en lille omvej, kunne vi endelig se moskéen, som ligger lige på den modsatte side af ”motervejen” i forhold til vores hotel. Da vi faktisk bare mangler at komme rundt om moskéen, for at nå frem til det overdækkede område der kan føre os over og under det store vejsystem, begynder det kraftige uvejr for fuld udblæsning og vi må søge tilflugt i området foran moskéen, hvor turisterne venter på at få lov at komme ind og se den helligebygning. Vi havde dog fået moské nok i Istanbul, og Frederikke havde desuden bare skuldre, så vi skulle bare hjem. Heldigvis var der nogle små boder som selvfølgelig solgte både regnponchoer og paraplyer. Så vi måtte betale 20kr. for at komme nogenlunde tørskoet hen til tunnelen, under motorvejen. Vi tog til KLCC og fik aftensmad i deres ”food court”, et område fyldt med små madsteder. Her kan både fås lokalt og internationalt mad. Vi fik en plads tæt på det store vindue mellem tårnene så vi rigtig kunne beundre lynene på himlen over den store by inden det var tilbage i metroen og hjem på værelset og pakke taskerne.
Dag 6
Vi tog afsted kl. 9 og ved hjælp af metro, tog og bus kom vi frem til lufthavnen og fik tjekket ind. Vi snakkede med et hold tyskere mens vi ventede på, at gaten åbnede, og inde i ventesalen fik vi os også en snak med en ældre herre fra Kbh. på omkring de 70 år, som rejste rundt selv. Han kunne fortælle vidt og bredt om både Thailand og mange andre steder han havde været. Han regnede med lige at skulle til ”Full-moon-party” (idag findes der åbentbart også half-moon-party, almost-full-moon-party, osv. for at glæde turisterne) før hans tur gik videre til en mere afslappende badeferie. Vi kom af sted til tiden og efter 1½ times flyvning var vi klar til at lande i Krabi lufthavn.